Danske forbrugere julehandlede for 30 milliarder på 23 dage

Der var travlt, da julehandlen nåede sin ende. Dankort-brugerne brugte 1,7 milliarder kroner lillejuleaften

Dankortene havde travlt i decembers første 23 dage, hvor de danske forbrugere brugte 30,5 milliarder kroner i julehandlen. Det viser tal fra Nets tirsdag.

Årets julehandel er dermed vokset med en lille smule - 2,9 procent for at være præcis - siden 2015.

Særligt helt op imod jul, var der gang i kortene. Lillejuleaften alene skiftede 1,7 milliarder kroner hænder ved hjælp af det lille plastikkort. Kun tre gange tidligere har handlen på en enkelt dag været større.

På en gennemsnitlig dag i årets første 11 måneder bruger Dankort-brugerne omkring en milliard kroner.

Som mange har sunget, koster julen ikke kun mange penge. Den varer også længe. Og efter julehandlen er afsluttet, begynder muligheden for at bytte gaverne tirsdag.

Dansk Erhverv oplyser, at det er forventningen, at danske forbrugere vil bytte gaver for en kvart milliard kroner i år.

Foto: Jens Dige Forbrug Nu begynder ræset: Vi bytter gaver for en kvart milliard

5 kommentarer
Vis kommentarer