Danske forskere må sygemelde sig efter politikerangreb

262 forskere råber op i Politiken om chikane og trusler efter personlige angreb fra politikere og medier

En række danske forskere føler sig så udsat for chikane og intimidering på sociale medier, i private beskeder og på mails, at de enten er blevet sygemeldt eller helt har meldt sig ud af den offentlige debat.

Sådan lyder det fra 262 lektorer, professorer, ph.d.-studerende og andre forskningsansatte i et debatindlæg i Politiken, hvor de peger på angreb fra politikere og medier som årsagen til problemet.

De seneste måneder har blandt andre Henrik Dahl (LA) og Morten Messerschmidt (DF) langet ud efter racisme- og migrationsforskere og deres forskningsmiljøer for at være 'pseudovidenskabelige' og 'venstredrejede'.

I forlængelse af debatten blev de borgerlige partier og regeringen i sidste uge enige om at stemme en vedtagelse igennem, der pålægger universiteterne at sikre, at 'politik ikke forklædes som videnskab'.

Undervejs er flere forskere blevet nævnt med navn. Det har for nogles vedkommende ført til 'voldsomme personlige angreb' på blandt andet sociale medier, lyder det fra de 262 forskere.

De er alle selv en del af de udskældte miljøer.

- Vi og vores kolleger bliver intimideret og chikaneret i en sådan grad, at flere er blevet sygemeldt. De personlige konsekvenser er store, hvis man udtaler sig i medierne, står der i indlægget i Politiken, hvor forskerne afviser problemer med deres forskning.

Professor emeritus i sociologi ved Københavns Universitet Heine Andersen forstår deres undren. Han har i flere år undersøgt presset på den frie forskning og kalder politikernes kritik for 'bizar', skriver Politiken.

Ifølge ham er danske forskere generelt 'ekstremt disciplinerede'.

Alligevel kender Heine Andersen flere forskere, der helt er stoppet med at udtale sig til journalister for at undgå at havne i stormvejr.

Henrik Dahl, Morten Messerschmidt og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen har ifølge Politiken ikke ønsket at kommentere debatindlægget.

Socialdemokratiets forskningsordfører, Bjørn Brandenburg, siger til avisen, at han ikke forstår, at forskerne føler sig mistænkeliggjort.