Danske giganter bevilger 17,5 millioner

Stor efterspørgsel på desinfektionsmidler under coronakrisen sætter gang i nødproduktion af ethanol

Håndsprit og andre typer desinfektionsmidler er yderst efterspurgte under coronaepidemien. (Arkivfoto) Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Håndsprit og andre typer desinfektionsmidler er yderst efterspurgte under coronaepidemien. (Arkivfoto) Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Når samfundet gradvist genåbnes efter adskillige ugers nedlukning på grund af coronaudbruddet, stiger behovet for håndsprit og andre desinfektionsmidler.

Ethanol er et vigtigt middel til desinfektion, og det daglige behov for ethanol vurderes den kommende tid at stige til 100.000 liter i Danmark.

For at imødegå den store efterspørgsel oprettes nu en nødproduktion af ethanol. Det skriver Novo Nordisk Fonden i en pressemeddelelse.

Fonden har sammen med Carlsbergfondet bevilget 17,5 millioner kroner til produktionen af ethanol.

Nærmere bestemt sendes millionerne til et konsortium, der skal stå for produktionen. Konsortiet består af den danske stat, Carlsberg, Ørsted og Ree Holding, som samles under Rigspolitiet.

Målet er at producere cirka 36.000 liter ethanol i døgnet. Det svarer til en tredjedel af det daglige behov i Danmark.

Der er normalt ingen større dansk produktion af ethanol. Det betyder, at danske sygehuse og virksomheder er afhængige af desinfektionsmidler fra udlandet.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) roser initiativet.

- Som erhvervsminister er jeg utrolig stolt af at se, hvordan danske virksomheder står sammen, tager ansvar og hjælper til, hvor der er brug for det, siger han i pressemeddelelsen.

- Vi befinder os i en situation, der kræver ekstraordinære tiltag og nye samarbejder på tværs for at løse vores udfordringer.

Produktionen af ethanol skal foregå på Ørsteds tidligere anlæg for produktion af bioethanol i Kalundborg.

Anlægget er opkøbt af et selskab under Ree Holding.

Grundlaget for selve ethanolen er en fermenteret alkoholbase, der bliver fremstillet på Carlsbergs bryggeri i Fredericia.

Alkoholbasen destilleres til 90 procent og forarbejdes herefter til desinfektion.

Planen er indtil videre at producere ethanol i en periode på seks uger.

11 kommentarer
Vis kommentarer