Danske leverandører forbigået ved myndigheders kriseindkøb

Regionernes faste distributører tilbød forgæves både værnemidler og testudstyr. Myndighederne købte i stedet ind i Kina, og hjemlige leverandører må nu søge støtte fra hjælpepakkerne

Sundhedsvæsnet har gennem to måneders coronakrise skreget på testudstyr og værnemidler. Men en række af de danske firmaer, der til dagligt leverer netop den type udstyr til det offentlige, er blevet ignoreret eller forbigået.

Det på trods af at leverandørerne har ligget inde med udstyr og haft sikre kanaler til de forsyninger, som er blevet efterlyst, skriver Politiken.

Brancheforeningen DiaLab er forundret over, at myndighederne har kortsluttet de vante distributionsled for i stedet at købe ind direkte i Kina og tage imod specifikt udstyr i donationer for millioner.

- Sundhedsvæsnet er gået uden om de leverandører og distributører, som de plejer at købe testudstyr og værnemidler hos, siger Henrik Lundgaard Sedenmark, sekretariatschef i DiaLab under Dansk Erhverv.

5. marts henstillede Lægemiddelstyrelsen ellers til, at distributører af medicinsk udstyr 'først og fremmest prioriterer det danske sundhedsvæsen'. Men en række frustrerede leverandører fortæller, hvordan gentagne tilbud om værnemidler, test- og laboratorieudstyr til styrelsen og regionerne gennem marts og april aldrig blev besvaret eller blev afvist uden begrundelse.

Politiken har forelagt kritikken for sundhedsminister Magnus Heunicke (S), der i en skriftlig kommentar svarer, at sundhedsberedskabet har været sat på prøve:

- Hele vores håndtering af epidemien skal selvfølgelig evalueres, når vi er længere henne i forløbet, så vi er sikre på, at vi lærer maksimalt af vores erfaringer og er endnu bedre forberedt næste gang.

5 kommentarer
Vis kommentarer