Danske Nelly smittet med zika-virus: - Lægerne ville ikke teste mig

Nelly Lundsgaard-Sørensen havde tydelige symptomer på infektionssmitte efter tur til Brasilien. Alligevel blev hun først testet, efter hun havde banket meget hårdt i bordet

Nelly Lundsgaard-Sørensen har netop fået konstateret zika-virus. Men hun blev først testet, da hun bankede hårdt i bordet. Foto: Privat og AP
Nelly Lundsgaard-Sørensen har netop fået konstateret zika-virus. Men hun blev først testet, da hun bankede hårdt i bordet. Foto: Privat og AP

Nelly Lundsgaard-Sørensen har netop i denne uge fået bekræftet, at hun er blandt de danskere, der er smittet med zika-virus.

Den myggebårne virus spreder sig med lynets hast i Syd- og Mellemamerika lige nu og er under kraftig mistanke for at give ufødte fostre hjerneskader, hvis en kvinde bliver smittet under graviditeten. Senest har WHO i dag oplyst, at det er 'meget sandsynligt', at der er en årsagssammenhæng mellem zikavirusset og nervesygdommen Guillain-Barré, der det seneste år har kostet menneskeliv i Sydamerika, ligesom der er en formodning om, at zika-virus kan spredes via sex.

Men selvom 66-årige Nelly Lundsgaard-Sørensen ikke er i risikogruppen som gravid kvinde, så har det været vigtigt for hende at få konstateret, om hun har fået zika-virus eller ej, fordi der stadig er så mange ubesvarede spørgsmål om infektionen.

Se også: Vaccine mod zika virker usandsynlig i de næste par år

Det har dog været en kamp at få lov til at blive undersøgt for sygdommen, selvom hun havde tydelige symptomer såsom røde øjne, feber og udslæt og havde været på en månedlang juleferie hos sin søn, svigerdatter og børnebørn i Rio i Brasilien, der er et af de ramte lande. Ekstra Bladet har set hendes skriftlige kommunikation med sundhedsvæsnet og er i besiddelse af de testresultaterne, som konstaterer zika-virus.

- Du er ikke i risikogruppen. Hvorfor skal man bruge penge på at konstatere, om du har zika-infektion eller ej?

- Lad os sige, at jeg om fire-fem år får en mærkelig indre sygdom, så vil jeg gerne have, at der står i min journal, om jeg har haft den virus eller ej. Der er stadig meget, man ikke ved om den.  Man er stadig uvidende om, hvordan den smitter, og hvad der sker senere hen, hvis man har haft den virus i kroppen, siger Nelly Lundsgaard-Sørensen, der undrer sig over, at hun ikke blev taget alvorligt med det samme, når hun fortalte, at hun havde været i Brasilien.

- Min bekymring er: Hvad med fremtiden? Kommer der efterfølgende sygdomme efter virusen? Derfor mener jeg, at lægerne tager det alt for ligegyldigt, når de oplever noget, de ikke har viden om siger hun.

Hun nævner også, at hun kunne have haft dengue-feber, som kan have komplikationer, hvis man får det anden gang, så det ville være rart for hende at vide, fordi hun ofte er i Brasilien. Eller hun kunne have haft en anden type infektion, som kunne smitte andre.

Nævnte sin bekymring
Hun har taget turen til  Brasilien en-to gange om året de seneste 11 år, men det er første gang, at hun har slæbt en infektion med sig hjem. Da hun landede i Danmark 8. januar, følte hun sig influenza-syg, og 15. januar blev det så slemt, at hun måtte søge vagtlæge.

Allerede på det tidspunkt var der masser af skriverier om zika-virus i Brasilien, og Nelly Lundsgaard-Sørensen nævnte selv sin bekymring til de to vagtlæger, hun blev tilset af to dage i træk.

Zika-virus er kraftigt mistænkt for at give nyfødte børn skader såsom for små hoveder. Foto: AP
Zika-virus er kraftigt mistænkt for at give nyfødte børn skader såsom for små hoveder. Foto: AP
 

Men de konstaterede blot, at hun havde et højt infektionstal og højt blodtryk og udskrev medicin for det, selvom Nelly Lundsgaard-Sørensen normalt har for lavt blodtryk. Derfor tog hun aldrig den blodtryks-sænkende medicin.

Da hun om mandagen kom til sin egen læge, kom hun på en penicilin-kur, men hun havde ikke held med at få lægen til at tage en blodprøve for at få den undersøgt for virus på Statens Serum Institut.

Det blev den 25-årige medicinstuderende Niels Abild-Jespersen derimod, da han kom syg hjem fra en rundtur i blandt andet Mexico og Colombia omkring den 20. januar. Han blev undersøgt på infektionsmedicinsk afdeling på Skejby Sygehus, og 27. januar ramte nyheden om, at han som den første dansker havde fået konstateret zika-virus.

Samfund - 27. jan. 2016 - kl. 15:44 Niels fik zikavirus: Den første nat var den værste

På det tidspunkt var Nelly Lundsgaard-Sørensen allerede smittet. Men det var først efter nyheden om den første smittede dansker ramte medierne, at hun fik held til at banke i bordet hos sin læge og fik sendt en blodprøve af sted til Statens Serum Institut, som nu altså har vist sig at være positiv.

- Jeg har opfattelsen af, at min egen læge synes, at jeg er til besvær, fordi jeg presser på for at få et svar, siger Nelly Lundsgaard-Sørensen, der undrer sig over, at den unge mand blev undersøgt, når hun ikke blev det.

Samfund - 8. feb. 2016 - kl. 10:20 Mor ramt af zikavirus: Mit barn kan få et normalt liv

Og så er hun bekymret over, at sundhedssystemet, i hendes øjne, er så træge.

- Jeg tænkte i mit indre, hvordan Danmark ville kunne klare en epidemi, hvor mange blev syge, siger hun og fortsætter:

- Jeg synes, at det danske sundhedssystem hviler på laurbærrene og nedprioriterer det her over for befolkningen, siger hun.

Statens Serum Institut kan ikke kommentere konkrete sygdomstilfælde men oplyser til Ekstra Bladet, at SSI foreløbig har testet tre prøver positive fra patienter, der alle har rejst i de berørte områder.

Læge hos Sundhedsstyrelsen: Derfor var test ikke nødvendig

Zika-virus er ikke farligt for andre end gravide. Derfor er det okay, at der ikke blev taget en blodprøve på Nelly Lundsgaard-Sørensen, før hun selv bankede i bordet. Det siger Bolette Søborg, der er afdelingslæge i Sundhedsstyrelsen.

- Zika-virus er ikke en alvorlig sygdom, og det er sikkert også den vurdering, der har været inde over sundhedsvæsnet. Man kan godt få en test, som kan give et svar på, om man har haft zika-virus, men det har ikke nogen konsekvens, fordi zika-virus er en selv-begrænsende sygdom, som varer nogle dage, og så kommer man over det, siger hun og fortsætter:

- Og det er så der, der gælder noget andet for gravide, og det er vigtigt at fastholde, at det er to forskellige gruppe i denne sammenhæng.

- Nelly Lundsgaard-Sørensen vil gerne vide, om hun har haft denne virus, så det står i hendes journal, hvis hun bliver syg om nogle år – og det på sigt viser sig, at denne virus kan have ukendte bivirkninger. Er det ikke forståeligt?

- Der er ikke noget med, at det bliver kronisk, så det skal hun beroliges med. På den måde er der ikke noget, hun går glip af, ved, at hun ikke har fået lavet den test, så man kan se præcist, om hun har haft zika-virus.

- Hun mener, at det danske sundhedsvæsen er for lidt oplyst eller parat til at handle hurtigt, hvis der er de her nye vira. Har hun en pointe?

- Man har godt kunnet undersøge for det. Men der er altid en klinisk vurdering inde over fra lægen. Det er en lægefaglig vurdering i det enkelte tilfælde, siger hun og fortsætter:

- Når noget kommer meget op i pressen og vi er mere opmærksomme på de gravide, afføder det også, at de, der kommer hjem med symptomer med relevant landerejse, vil tænke: 'Gad vide om det er det, jeg havde'. Og så forstår jeg udmærket, at der kommer spørgsmålet: 'Burde jeg have fået det at vide?'  Og der synes jeg, at det er vigtigt, at vi får sagt, at det ikke har sundhedsmæssig betydning lige præcis for en som hende.

- Hvorfor er der tilsyneladende forskelsbehandling, så en 25-årige ung mand omkring d. 20. januar bliver undersøgt, mens en 66-årige kvinde ikke gør omkring d. 15. januar, når de begge har symptomer og har opholdt sig i lande med mange zika-tilfælde?

- Sundhedsstyrelsen har ikke retningslinjer for testning af ikke-gravide. I vores retningslinjer står der (for ikke-gravide patienter) beskrevet, at patienter, der henvender sig hos egen læge med symptomer, som stemmer overens med sygdomsbilledet for Zikavirusinfektion, og som har rejst i ovennævnte lande inden for tre uger, via egen læge kan konfereres med en infektionsmediciner. Der vil derefter i hvert enkelt tilfælde, og ud fra en lægefagligvurdering, blive taget stilling til det evt. videre forløb.

- Hun kom hjem fra Rio, Brasilien med markante infektions-symptomer. Bør man ikke under alle omstændigheder forsøge at fastslå, om hun er smittet med en tropesygdom. Eksempelvis Dengue, som kan have komplikationer, hvis man får den anden gang, eller en anden, smitsom infektion?

- Den tilgang, der er beskrevet ovenfor med en evt. konference mellem egen læge og infektionsmedicinerne, gælder også for andre tropesygdomme som dengue.

- Nu sættes zika i forbindelse med en nervesygdom, der har kostet menneskeliv. Er faktum ikke, at der er meget, man ikke ved om den virus - og det derfor taler for, at man har ret til at få konstateret, om man har den eller ej, når man har tydelige symptomer?

- Ved Guillain-Barré syndrom angriber kroppens eget immunsystem det perifere nervesystem.  Når man skal stille diagnosen, anvender man patientens neurologiske symptomer samt eventuelt en rygmarvsprøve. Behandlingen af syndromet retter sig mod understøttende behandling for symptomerne, samt mod at dæmpe kroppens immunforsvar.

- Man kender ikke den udløsende årsag til syndromet, men man kan forsøge at finde en trigger, der kan være årsagen. Der er beskrevet mange sådanne triggers hvoraf en infektion, og herunder muligvis zikavirusinfektion, kan være en af dem. Man kan ikke forhindre udviklingen af syndromet, da man som sagt ikke kender den præcise årsag til , at nogen  personer udvikler tilstanden og angriber eget immunsystem. Man kan derfor af samme årsag heller ikke forebygge syndromet ved at teste for zikavirusinfektion.

Overlæge på Statens Serum Institut: Vi koncentrerer os om gravide

Professor og overlæge i mikrobiologisk diagnostik og virologi på Statens Serum Institut Anders Fomsgaard siger til Ekstra Bladet, at han ikke kan kommentere enkeltsager.

Han understreger, at de danske zika-tilfælde bliver offentliggjort på verdens officielle sundhedsmyndigheders overvågningssider som European Centre for Disease Prevention and Control (ECDC).

Overordnet siger han om Statens Serum Instituts behandling af zika-virussen, at:

- Vi koncentrerer os primært om problemstillingen med gravide og forholder os til fødselsskader, som indtil nu er det store problem.

Overlægen afviser langt fra, at flere danskere kommer hjem fra for eksempel Brasilien smittet med zika-virus.

- Det er meget rimeligt at antage, at der kommer rejsende hjem fra Caribien og Sydamerika, når vi lever i en global verden.

- Man mener, at sygdommen kan overføres seksuelt og kan give en nervesygdom, der har kostet liv?

- Nervesygdommen Guillain-Barré kender vi udmærket fra andre virus-sygdomme. Men man dør ikke af den, hvis man kommer på hospitalet. Det er en lammelse, der begynder nede i fødderne og bevæger sig længere op. Den stopper ved navlen, og i nogle tilfælde kræver den, at man bliver lagt i respirator i kort tid, før man bliver rask igen.

- Og det er stadig opfattelsen, at det primært er en myg, der driver epidemien, siger Anders Fomsgaard, som understreger, at situationen ville være langt værre, hvis risikoen for seksuel overførsel var betydelig.

Overlægen erkender, at nervesygdommen kan være et problem visse steder i verden, hvor folk ikke har ligeså god adgang til hospitaler som i Europa, og:

- Hvorvidt zika overhovedet er blandet ind i det her, er også usikkert, fordi man flere steder i for eksempel Vestbrasilien slet ikke har mulighed for at diagnosticere. Jeg anbefaler, at man lader ECDC og WHO filtrere uunderbyggede observationer og rygter.

- En 25-årig dansk mand, som vel ikke kan siges at være gravid, blev indlagt og gennenundersøgt for zika i slutningen af januar. Man kan vel ikke udelukke, at en 66-årig kvinde har et sexliv og potentielt kan smitte andre med zika-virus?

- Jeg kommenterer som sagt ikke enkeltsager, men med hensyn til den unge mand, så var det vigtigt, fordi han var den første danske patient, der bragte det med hjem. Det var vigtigt, fordi man havde spekuleret på, om europæere overhovedet kunne bringe det med hjem. Nej, der var ikke tale om en gravid, men det handler om princippet i, at der var tale om den første patient herhjemme.

- Overordnet koncentrerer vi os om de gravide og har tilvejebragt et diagnostisk beredskab. Vi tester og bliver klogere på en sygdoms-situation, der ændrer sig fra uge til uge. Vi lader tvivlen komme sygdommen til gode.

- Men som patient er det måske meget rart at vide, hvad man render rundt med af sygdomme?

- Man kan ikke kræve en test, fordi det er meget rart. Heldigvis er princippet med zika-virus, at man bliver rask igen, hvis man overhovedet har været syg. Og så skal man være opmærksom på de gravide. Man kan jo heller ikke bare gå til lægen og sige, at man skal testes for TP (tuberkulose, red.). Hvad skal lægen så gøre - kigge på en og spørge: 'Har du hostet?'. Det har sundhedsvæsnet hverken råd eller tests nok til. Der findes meget få analyser til rådighed, og vi er ikke der med zika, at man bare kan gå ned at købe en test på apoteket, som var det en graviditetstest.

ehren

38 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere