Danske redere vil forbyde tung skibsolie i Arktis

Danmark må presse på for globalt forbud mod tung bunkerolie i Arktis for klimaets skyld, mener rederiforening

Følg Samfund

Rundt om Antarktis - Sydpolen - er det i dag forbudt alle skibe at bruge tung og forurenende bunkerolie som brændstof. Det samme bør gælde for skibsfarten omkring klodens nordlige pol i Arktis, mener Danmarks Rederiforening.

Derfor bør regeringen snarest i FN's Søfartsorganisation, IMO, fremføre kravet om stop for arktisk sejlads på tung bunkerolie, lyder det fra rederiforeningen.

Chefkonsulent Jesper Stubkjær opfordrer regeringen til at tage sagen op med ligesindede lande - heriblandt Norge, der allerede har forbudt afbrænding af tung olie på skibe omkring den arktiske øgruppe Svalbard.

- Men forbuddet skal vedtages i IMO, så det kommer til at gælde for alle skibe uanset flag. Så sikrer vi den ønskede miljøgevinst, og samtidig undgår vi konkurrenceforvridning, siger Jesper Stubkjær.

Baggrunden er hensyn til klima og miljø. Svær bunkerolie udsender svovl til omgivelserne - og lige så slemt: Når den tunge olie afbrændes i arktiske egne, dannes små sodpartikler, som falder ned og farver polarisen mørk.

Når isen bliver mørkere, optager den mere af solens varme - hvilket øger isens afsmeltning og vandstanden i havene.

IMO har i dag blot en anbefaling til alverdens rederier om at bruge den mindre miljøskadelige marinediesel, når de sejler i det arktiske havmiljø fra 2017.

Men det er vigtigt med et globalt forbud, understreger rederiforeningen. Marinediesel er dobbelt så dyrt som tung olie, og et lastskib, som bruger 30 ton brændstof i døgnet, vil kunne spare omkring 30.000 kroner dagligt ved at fyre med den billigere tunge olie.

- Den prisforskel er så markant, at et rederi, der vælger den dyre marinediesel, ganske enkelt har svært ved at konkurrere med andre rederier, som ikke gør, siger Jesper Stubkjær.

Det Økologiske Råd har længe opfordret regeringen til at skubbe på for et forbud i IMO.

Seniorrådgiver Kåre Press-Kristensen hilser det velkomment, at Rederiforeningen nu er med om bord. Også selv om danske redere ikke er med på at forbyde transport på skibe af tung bunkerolie i det følsomme miljø i Arktis - men kun brugen af olien til brændstof.

Miljøminister Esben Lunde Larsen (V) vil ikke kommentere opfordringen.

FAKTA: Derfor gavner det klimaet at forbyde bunkerolie

Danmarks Rederiforening vil presse regeringen til at kæmpe for et globalt forbud mod tung bunkerolie til sejlads i Arktis.

* De 171 medlemslande i FN's Søfartsorganisation, IMO, har vedtaget den såkaldte Polarkode, som træder i kraft 1. januar 2017.

* Polarkoden regulerer miljøforhold ved skibsfart i Arktis og Antarktis (Sydpolen): Bortskaffelse af affald, udledning af skadelige substanser, krav til tankskibes skrog og udstyr, ballastvand, bundmaling og brændstoftyper.

* Et krav om renere, svovlfattigt brændstof (marinediesel) kan begrænse dannelsen af sodpartikler, som forstærker den globale opvarmning.

* Når de mørke partikler fra skibets skorsten lander på polarisen, så den bliver mørk, optager isen mere varme fra solen. Det øger temperaturen og isens afsmeltning.

* Klimaændringerne i Arktis sker allerede dobbelt så hurtigt som på resten af kloden, og opvarmningen i området har passeret to grader celsius.

* IMO anbefaler, at skibe i Arktis fra 2017 bruger marinediesel og ikke tung bunkerolie. Et egentligt forbud kan dog med fordel indføres allerede nu, mener Danmarks Rederiforening.

* IMO har vedtaget nye globale krav til svovlindholdet i skibes brændstof fra enten 2020 eller 2025. Brændstoffet må da højst indeholde 0,5 procent svovl, eller også skal skibet rense røgen.

* USA og Canada besluttede 10. marts 2016, at de to lande "sammen med andre arktiske nationer" skal arbejde for at reducere risikoen ved brug af tung bunkerolie og udledning af sodpartikler fra skibsfart i Arktis.

Kilde: IMO, Danmarks Rederiforening, Det Hvide Hus.

Det er ikke B.T. og Ekstra Bladet, der er de beskidte

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.