Danske sygeplejersker: Må vi nægte at behandle coronapatienter?

I Storbritannien må sundhedspersonale nægte at behandle coronapatienter, hvis de mangler tilstrækkelige værnemidler. I Dansk Sygeplejeråd hører man også fra bekymrede sygeplejersker, men vil ikke følge opfordringen

Flere danske sygeplejersker er bekymrede over manglende værnemidler. Arkivfoto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Flere danske sygeplejersker er bekymrede over manglende værnemidler. Arkivfoto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

I Storbritannien må sygeplejersker og andet sundhedspersonale fremover nægte at behandle coronapatienter, hvis de ansatte ikke har tiltrækkelige værnemidler.

Det oplyser en britisk fagforening med over 450.000 medlemmer i sundhedssektoren mandag.

Men hvad med i Danmark?

I Dansk Sygeplejeråd, der varetager danske sygeplejerskes interesser, fortæller formand Grethe Christensen, at organisationen har flere flere henvendelser fra bekymrede sygeplejersker.

- Der er flere, der har spurgt: 'kan jeg nægte at passe en patient', og hvis patienten er i livsfare er det jo rigtig svært, siger Grethe Christensen til Ekstra Bladet.

- Vi har indtil videre opfordret dem til at tale med ledelsen, hvis de ikke er trygge, men vi er dagligt i kontakt med myndighederne, de forskellige styrelser og ministeriet for at sikre, at vi har de nødvendige retningslinjer og værnemidler, lyder det fra Grethe Christensen.

Mangler værnemidler
Det er manglen på tilstrækkelige værnemidler, der har fået den britiske fagforening The Royal College of Nursing til at opfordre medlemmerne til at nægte behandling af coronapatienter.

'I sidste ende, hvis du har foretaget alle andre forholdsregler for at reducere risikoen for coronasmitte, og du ikke har fået udleveret de tilstrækkelige værnemidler, er du i din ret til at nægte at arbejde', lyder opfordringen.

Også i Danmark har kommuner og regioner meldt ud, at der mangler værnemidler.

- Der er mangel på værnemidler, og det er noget, som man kan mærke derude, sagde direktør i Kommunernes Landsforening Christian Harløf på et pressemøde 3. april.

Formand: Vi kæmper
På pressemødet fortalte Grethe Christensen fra Dansk Sygeplejeråd, at medlemmerne oplever at blive 'sendt ud uden værnemidler'.

- Vi har hele tiden stået i forreste linje og kæmpet for, at det er nok værnemidler. Vi vil gerne beskytte sygeplejerskerne, så det ikke bliver dem, der bliver smittebærere. Vi har kæmpet og gør det stadig, siger Grethe Christensen mandag til Ekstra Bladet.

Artiklen fortsætter under billedet...

Grethe Christensen er formand for Dansk Sygeplejeråd. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Grethe Christensen er formand for Dansk Sygeplejeråd. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Formanden for Dansk Sygeplejeråd understreger, at der er 'kommet mange værnemidler til Danmark', og at det på nuværende tidspunkt ser fornuftigt ud.

- Men vi er dagligt i kontakt med myndighederne, de forskellige styrelser og ministeriet for at sikre, at vi har de nødvendige retningslinjer og værnemidler. Der er stadig nogen, der synes, at det ikke er optimalt, så derfor bliver vi ved, lyder det.

610 kommentarer
Vis kommentarer