Danske top-restauranter: Det er de bedste kunder

Børn er mere end velkomne, lyder det blandt andet fra en Michelin-restaurant

Børn er mere end velkomne, lyder det blandt andet fra direktøren fra restauranten Frederikshøj. Foto: Anders Brohus
Børn er mere end velkomne, lyder det blandt andet fra direktøren fra restauranten Frederikshøj. Foto: Anders Brohus

Onsdag kom smørrebrødsrestauranten Bar Rye hurtigt i vælten, da det kom frem, at børn under 12 år ikke er velkomne i biksen.

Se også: Restaurant med kontroversiel udmelding: Børn er IKKE velkomne

Torsdag kan en række andre, danske restauranter så fortælle, at børn er mere end velkomne hos dem.

Og det er endda de finere af slagsen, der er af den holdning.

- Jeg har overhovedet ikke noget problem med børn på restauranten - de er mere end velkomne, lyder det fra direktør og restaurantchef Jeppe Lund fra Michelin-restauranten Frederikshøj, da Ekstra Bladet fanger ham over telefonen.

- Børn i otte-tiårs-alderen, der spiser sammen med deres forældre, synes jeg næsten er de sødeste og de bedste gæster. Det er jo også fremtidens kunder, kan man sige, tilføjer direktøren fra restauranten i Århus.

Og Jeppe Lund fra Frederikshøj er langt fra alene om den politik.

Sådan så en servering ud for et års tid siden, da Frederikshøj satte sig i selen for Michelin-stjerne nummer to. Foto: Anders Brohus
Sådan så en servering ud for et års tid siden, da Frederikshøj satte sig i selen for Michelin-stjerne nummer to. Foto: Anders Brohus

På højde med alle andre gæster?
- Børn er hjertens velkomne. De er gæster som alle andre, siger Tina Kragh, der er restaurantchef ved Jordnær i Gentofte, der ligeledes har modtaget en Michelin-stjerne, til Ekstra Bladet.

- Jeg kan kun komme i tanke om en enkelt episode, hvor vi måtte rykke en familie, da deres barn larmede. Men de fik bare deres egen krog, og så var det helt fint, tilføjer hun.

Episoder som den er dog netop, hvad Bar Ryes ejer, Anette Kjersgaard, forsøger at undgå ved sin aldersbegrænsning.

Det fortæller hun oven på et døgn med et hav af henvendelser fra danske som udenlandske medier.

- Jeg tror ikke, de andre steder tør sige det, som det er. Måske frygter de at miste kunder ved at sige det, siger hun.

Onsdag fortalte hun, hvordan hun vil have et sted, hvor man kan spise i ro og mag og hvor man 'kan holde en forretningsfrokost uden børneskrål i baggrunden.

Det er en holdning, der til dels bliver bakket op af restauranten AOC i København.

- Det kan lyde lidt hårdt at sige, men børn under otte er ikke indbudt hos os. Der kan dog godt være undtagelser, hvis barnet eksempelvis er seks og vant til at spise ude, siger Louise Andersen, som er office manager hos AOC.

- Men folk forventer jo en vis standard, når de kommer for en Michelin-oplevelse, og har sparet sammen til sådan en. Så er det jo ærgerligt med sådan et forstyrrende element. Men det afhænger jo meget af, hvilket sted man vil have, tilføjer hun.

På Henne Kirkeby Kro, som også er blevet Michelin-hyldet, lyder det også, at stedet ikke er tiltænkt børn, men de skal være velkomne, hvis familien har mod på det.

Det fortæller stedets bookingmanager, Dorte Toft.

- Umiddelbart fraråder vi at tage børnene med. Det kan være lang tid at sidde igennem menuerne. Men de er meget velkomne, siger hun til Ekstra Bladet.

Ekstra Bladet har været i kontakt med flere andre top-restauranter, der også byder børn velkommen, men som dog ikke vil nævnes i forbindelse med sagen.

90 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere