Danske universiteter hacket af udenlandsk stat

Danske universiteter har været udsat for hackerangreb, og ifølge Forsvarets Efterretningstjeneste er det meget sandsynligt, at en udenlandsk stat står bag

Danske universiteter har været udsat for et hackerangreb foretaget af en udenlandsk stat.

Det oplyser Forsvarets Efterretningstjeneste.

De danske universiteter har været udsat for en omfattende hacker-kampagne, hvor udenlandske hackere har sendt phishingmails til ansatte på universiteterne.

- Dét det handler om, det er det der hedder en phishing-kampagne. Amerikanerne siger, at det er iranerne, der står bag, siger chefen for Center for Cybersikkerhed under Forsvarets Efterretningstjeneste, Thomas Lund Sørensen, til Ekstra Bladet.

Angrebene startede i 2014 og gik helt frem til 2016, men det er først nu, at det kommet frem, da et anklageskrift fra det amerikanske justitsministerium har set dagens lys.

- Netop i dag har de offentliggjort det, det viser, at der er tale om en iransk aktør. Anklageskriftet omfatter 10 navngivne iranere, der står bag phishing-kampagnen, som har ramt en meget lang række universiteter i et større antal lande herunder Danmark.

Cyberangrebene har været målrettet mod medarbejdere på danske universiteter indenfor økonomi, sundhed, kemi, fysik, geologi, miljø og transport.

- Vi kan se, at der er et antal universitets-ansatte, der er blevet udsat for de her phishing-forsøg, og vi kan se, at en fjerdedel af dem der er blevet udsat for forsøget, at de er blevet kompromitteret, da de har afgivet deres brugernavn og passwords i forbindelse med de her mails, forklarer Thomas Lund Sørensen.

Ifølge Forsvarets Efterretningstjeneste tyder det på, at hackerne har fået adgang til universiteternes biblioteker, herunder litteratur og abonnementer til internationale tidsskrifter, som forskerne har adgang via universitetets bibliotek.  

Spearphishingmails er mails, der forsøger at narre modtageren til at klikke på et link eller en fil, der fører til en inficeret hjemmeside og giver hackeren adgang til computeren.

Det er det amerikanske justitsministerium, der har afsløret cyberangrebene. Angriberne arbejder ifølge det amerikanske justitsministerium for Irans islamiske revolutionsgarde, skriver CNN.

90 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere