Dansker i Norge: Vanskeligt at beskrive katastrofen

- Det giver lige en reminder om, hvad der er vigtigt, siger danske Frederik Henriksen. Han bor ikke langt fra jordskreddet i den lille by Ask i Norge, der har kostet syv mennesker livet

Frederik Henriksen har boet i Norge i 16 år. Hør ham fortælle om katestrofen her

I de sidste dage af 2020 blev livet forandret for altid for de 7000 mennesker i området Gjerdrum i Norge. For tidligt om morgen 30. december skred jorden ud under flere bygninger i den lille by Ask, hvor folk lå og sov.

I dag er der et stort hul midt i Ask. Et hul af huse, der er slået til pindebrænde, og mudder så dybt, at du ikke kan komme op af det, hvis først du ryger i.

Det fortæller danske Frederik Henriksen til Ekstra Bladet. Han har boet i Norge i 16 år, heraf de sidste par år i netop Gjerdrum, der er det område, hvor Ask ligger.

- Det er en helt uvirkelig situation. Man tror, at det bare er et lille område, hvor der er det her jordskred, men man får hurtigt forståelsen af, at det er det ikke.

Rørende efterlysning: Savner bror, gravid svigerinde og toårig niece

Katastrofe
Han understreger, at der er mennesker i Gjerdrum, der er langt hårdere påvirket af jordskreddet end ham selv.

Han kender ikke personligt de syv omkomne og tre savnede, men, siger han, det er jo en lille by, og alle kender til alle.

- Uanset om det er en lille eller stor katastrofe, så er det en katastrofe for de her mennesker, der er direkte påvirket.

Folk har tændt lys for ofrene for jordskreddet. Foto: Ole Berg-Rusten/NTB
Folk har tændt lys for ofrene for jordskreddet. Foto: Ole Berg-Rusten/NTB

Dét er svært at forstå. For Frederik Henriksen var det først, da han selv stod på kanten af hullet, at omfanget af tragedien rigtigt gik op for ham:

- At stå og se ned på sådan et stort krater ... Jeg kan slet ikke forestille mig de mennesker, der har været nede i det og er kommet op af det, fortæller han.

Undervejs i interviewet regner han ud, at hullet er cirka otte fodboldbaner langt og fem fodboldbaner bredt. Enormt, med andre ord.

Vejr udfordrer søgning efter ti personer i norsk jordskred

Magtesløs
Frederik Henriksen beskriver, hvordan Gjerdrum før var et fantastisk naturområde, hvor man kunne dyrke sport, og børn trygt kunne vokse op.

Nu er den toårige Alma omkommet, og 13-årige Victoria er savnet. Ask ligger øde hen, 1000 mennesker er fortsat evakueret, og det minder mest af alt om en krigszone:

- Du er bare tom. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det er for dem, der er meget mere involveret end jeg, siger Frederik Henriksen, der tænker meget på de familier, der i øjeblikket gennemlever deres livs mareridt.

Mørke, kulde og farlige forhold gør redningsarbejdet besværligt. Foto: Jil Yngland/NTB
Mørke, kulde og farlige forhold gør redningsarbejdet besværligt. Foto: Jil Yngland/NTB

Selvom Frederik Henriksen synes, at de norske myndigheders redningsindsats har været fænomenal, er det svært ikke at stå magtesløs tilbage:

- Man sidder jo selv og tænker 'kan jeg ikke bare løbe derind?' 'Hvad kan jeg gøre?', siger han. Redningsarbejdet er dog svært og farligt og foretages derfor kun af topprofessionelle.

Sætter ind med specialenheder i norsk redningsaktion

Reminder
Tre mennesker savnes fortsat. Myndighederne fastholder, at der stadig er en chance for at finde overlevende, da der kan være opstået lufthuller i mudderet i hullet.

Men selv når redningsarbejdet engang er slut, bliver det aldrig helt som før, mener Frederik Henriksen.

Personligt har det at være så tæt på en katastrofe da også fået ham til at tænke over livet:

- Man tænker lige lidt, når sådan nogle ting sker. Hvad er det, du bruger din tid på?

- Jeg tror ikke, at der er nogen, der går og tænker over at miste sin familie. Det giver lige en reminder om, hvad der er vigtigt.

 

Det er svært at få overblik over det store område, der er påvirket af katastrofen. Foto: Jaran Warud/AFP
Det er svært at få overblik over det store område, der er påvirket af katastrofen. Foto: Jaran Warud/AFP