Den danske kok Kenneth Toft-Hansen vinder tirsdag bronze ved det uofficielle europamesterskab for kokke, Bocuse d'Or Europe, i den italienske by Torino.
Med tredjepladsen er Kenneth Toft-Hansen og assistent Christian Wellendorf kvalificeret til det uofficielle verdensmesterskab, der afholdes i den franske by Lyon til januar.
De skandinaviske lande endte med at rydde bordet ved konkurrencen. Sverige blev således nummer to, mens Norge vandt.
Danskeren skulle til konkurrencen lave to retter - en vegetarisk ret og en kødret.
Kenneth Toft-Hansen havde til sine retter valgt temaet "Flora Danica" efter de klassiske opslagsværker om danske blomster og planter.
Den vegetariske ret bestod blandt andet af let røget cremede æg med sennep og porresauce, tørret æggeblomme med kartoffel, syltede frø og blomster fra ramsløg og Castelmagno-ost med svampe og æbleeddike.
Danskerens kødret indeholdt blandt andet mørbrad i lag med aromatiske urter og svampe, brisler og mørbrad med morkler og citron, nye kartofler med rygeost, tørret hybenrose og puffede ris og hvide asparges.
Kenneth Toft-Hansen, der til daglig driver Svinkløv Badehotel vandt i 2014 sølv ved de uofficielle europamesterskaber. Ved det efterfølgende VM i 2015 blev det til en sjetteplads.
Ved det sidste verdensmesterskab i 2017 var det Morten Falk, der repræsenterede Danmark. Det blev dengang til en tiendeplads.
Danske Rasmus Kofoed vandt i 2011 Bocuse d'Or som den første og hidtil eneste dansker nogensinde.
Kofoed var ved det netop overståede europamesterskab med som træner for Kenneth Toft-Hansen og Christian Wellendorf.