Danskere fanget i fly-mareridt: Tvunget til at vente i 30 timer

Et fly fra København med kurs mod Dubai var tvunget til at skifte kurs og lande i Oman. Nu har passagerne ventet i flykabinen og terminalen i knap et døgn, og det er langt fra slut

Det er her i lufthavnen i Muscat, at adskillige danskere er fanget i et sandt flyhelvede (Foto: Privat)
Det er her i lufthavnen i Muscat, at adskillige danskere er fanget i et sandt flyhelvede (Foto: Privat)

Var du med på flyet? Så send os en mail på 1224@eb.dk eller sms 1224 (alm. takst)

Udsigten til palmer og luksushoteller er blevet afløst af et sandt lufthavnsmareridt for omkring 30-40 danskere.

I går aftes dansk tid lettede et fly som planlagt fra København med kurs mod Dubai, men det nåede aldrig frem. Grundet kraftig tåge over ferieparadiset kunne flyet ikke lande, og så måtte det i stedet lande i Muscat, Oman.

Ekstra Bladet har været i kontakt med Martin L, der ikke ønsker at få sit efternavn bragt, men er blandt de strandede passagerer.

- Vi får at vide, at der er for tåget over Dubai, og vi derfor må lande i Oman i stedet for. Her får vi at vide, at vi bare lige skal tanke flyet igen, og der vil gå en halv time til en time. Men der ender med at gå 7-8 timer, hvor vi venter i flyet på landingsbanen, siger han.

Men vente-rædslerne stopper ikke her for Martin og de øvrige danskere ombord.

Nye problemer
Da flyet endelig får tilladelse til at drage mod Dubai igen, opstår der et nyt problem. Personalet kan ikke overholde deres hviletidsbestemmelser, og så bliver flysædet skiftet ud med et betongulv i terminalen.

Omans interne sikkerhedsregler betyder, at passagerne ikke må forlade sikkerhedsområdet i lufthavnen, fordi de ikke er udstyret med et turistvisum.

- Det er jo absurd, at der ikke er et hotel eller nogen til at tage sig af os. Norwegian har ganske enkelt ikke noget personale i lufthavnen i Muscat, så vi er overladt til os selv. De beder os om at tale med en såkaldt 'handling agent', men problemet er bare, at han befinder sig i Dubai.

Se også: Fly lander 30 timer forsinket efter dødsfald og tåge

- Særligt børnefamilierne har det jo lidt stramt, fordi der ikke bliver sørget for os, og vi får ingen information. Her er blandt andet et barn på to, der ikke har fået ordentlig søvn i 30 timer. Det er jo enormt hårdt, siger Martin L. til Ekstra Bladet.

Martin L. skulle selv have været på forretningsrejse i Dubai, men har været tvunget til at aflyse en række arbejdsdage.

Kan ikke komme ud
Ekstra Bladet har også talt med Martin Kaalund, der er strandet med kone og to døtre på henholdsvis to og fem år.

Han er bosiddende i Dubai og ville derfor bare køre hjem fra Oman, men det kan heller ikke lade sig gøre.

- Turen fra Muscat til Dubai tager kun fire timer, så det ville ikke været noget problem at køre hjem. Men vi kan ikke få vores bagage, fordi kaptajnen er den eneste, der har nøglen, og han er i gang med at hvile.

Martin Kaalunds fem-årige datter er gået kold i lillesøsters klapvogn (Foto: Privat)
Martin Kaalunds fem-årige datter er gået kold i lillesøsters klapvogn (Foto: Privat)
 

- Derfor er vi tvunget til at blive i lufthavnen. Det tager selvfølgelig hårdt på mine døtre, der bliver lidt umedgørlige efter over et døgn uden at kunne skifte tøj, børste tænder eller sove, siger Martin Kaalund til Ekstra Bladet.

Ingen garanti for erstatning
Ekstra Bladet har talt med Charlotte Holmbergh Jacobsson, der er informationschef i Norwegian. Hun bekræfter den meget uheldige situation, men giver ingen garantier for, at passagerne får erstatning.

- Vi beklager naturligvis utrolig meget, at passagerne er endt i den her situation. Vi gør vores bedste for at hjælpe dem, og vi har prøvet at indlogere dem på hotel og få dem med et andet fly, men det kan desværre ikke lade sig gøre.

- Dette er jo en situation, vi ikke kan kontrollere, eftersom det dårlige vejr er årsagen til, at flyet måtte omdirigeres til Muscat. Om passagerne har krav på erstatning udover mad og drikke er for tidligt at svare på nu. Det er vejret, der er skyld i forsinkelse, og der giver man normalt ikke erstatning, siger Charlotte Holmbergh Jacobsson.

Ifølge Martin L. er seneste nyt for de uheldige danskere, at flyet kan lette klokken 3 lokal tid.

Omkring 30 timer efter, at flyet lettede fra København.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere