En større skovbrand brød søndag ud på den græske ø Rhodos og efterlod større dele af øen uden strøm eller vand.
Øen får hvert år besøg af mange danske turister, og de har været efterladt helt rådvilde efter den store brand.
Ekstra Bladet har talt med 26-årige Line Jørgensen, der er taget til Rhodos for at jagte sydens sol med sin lillesøster og en veninde, men søndag stod den i stedet på røg og panik.
Strømmen gik, vandet var væk, og hjælpen var ikke til at finde.
- Vi fik ingen information, der var stor panik på hotellet, og vi havde ingen idé om, hvad vi skulle gøre af os selv, siger Line Jørgensen til Ekstra Bladet.
De unge kvinder prøvede at få udsyn til branden for at vurdere faren, og hvor nærliggende truslen var.
De blev dog ikke meget klogere af at kigge ud.
- Røgen havde opslugt vores omgivelser, og vi kunne knap nok se hinanden.
- Vi var helt vildt bange. Vi prøvede at holde os vågne, men til sidst var der så tilrøget, at vores øjne var helt tørre. Vi lagde os til at sove, mens vi frygtede det værste, siger Line Jørgensen.
Søgte tilflugt på altanen
I et desperat forsøg på at redde sig valgte rejsekammeraterne at søge ly for natten på deres hotelværelses altan. Dynerne blev slæbt ud på altanen, og der valgte de at tilbringe natten til trods for den massive røg.
- Vi var så bange for, at vi ville blive glemt på hotelværelset, hvis branden skulle komme nærmere, og i det tilfælde ville vi være mere synlige fra altanen og ville kunne høre, hvis der kom redningshelikoptere, siger Line Jørgensen.
De vågnede dog, uden en redningsaktion havde været nødvendig, men de er stadig dybt chokerede over oplevelsen.
- Vi var aldrig helt sikre på, at det ville blive godt igen om morgenen, siger Line Jørgensen.
'Så flammerne'
Den bekymring var de ikke alene med. Louise Larsen er også på Rhodos med sin mand og deres børn.
De kunne se direkte ind i flammerne og begyndte allerede i at spekulere i, om de overhovedet ville kunne komme hjem fra øen.
- Vi så flammerne og tænkte, at det ville kunne gå rigtigt stærkt. Det så ud til kun at være få kilometer væk fra os, siger Louise Larsen.
- Det var meget småt med information hos os, og i panikken løber folk rundt, og vi begynder at frygte, om vi overhovedet kan flyve væk fra øen, hvis flammerne skulle brede sig til lufthavnen.
Familien har mandag morgen fået beroligende meddelelser. De er blevet forsikret om, at de vil kunne flyve hjem, og de ikke er i fare.
De forsøger derfor at få det bedste ud af deres ferie resten af ugen, selvom der ligger aske ved poolen.