Danskere opfordres til ekstra forsigtighed i virusområde

Danskere i Hubei-provinsen i Kina bør være ekstra forsigtige, lyder det i opdateret rejsevejledning

Danskerne opfordres nu til at være forsigtige i områderne i Kina, hvor coronavirussen florerer. Foto: STR/Ritzau Scanpix
Danskerne opfordres nu til at være forsigtige i områderne i Kina, hvor coronavirussen florerer. Foto: STR/Ritzau Scanpix

Udenrigsministeriets Borgerservice opfordrer i en opdateret rejsevejledningen for Kina til ekstra forsigtighed i Hubei-provinsen

Coronavirusset, der hidtil har kostet 25 kinesere livet, stammer fra netop Hubei-provinsen.

- Ændringen er sket som følge af et udbrud af lungebetændelse med en ny coronavirus og de lokale myndigheders omfattende rejserestriktioner i byen Wuhan og andre steder i provinsen Hubei, skriver Udenrigsministeriets Borgerservice.

Borgerservice opfordrer desuden til, at man følger Sundhedsstyrelsen og lokale myndigheders anbefalinger.

Over 800 personer i Kina er smittet med coronavirusset. Derudover undersøges flere end 1000 personer yderligere. De mistænkes at være smittet med virusset.

Langt størstedelen af smittetilfældene er blevet fundet i millionbyen Wuhan, der ligger i hjertet af Kina.

Udspringet af virusset er formentlig et marked i byen. Det er den hidtidige vurdering fra de kinesiske myndigheder.

Danmark følger med den opdaterede rejsevejledning delvist efter USA. USA opfordrede torsdag amerikanske rejsende i Kina til at udvise ekstra forsigtighed.

7 kommentarer
Vis kommentarer