Danskere sikrer 800.000 liter drikkevand til jordskælvsofre

I halvanden måned har ti danske specialister hjulpet med at skaffe rent vand og strøm på jordskælvsramt ø.

2000 personer mistede livet, da et kraftigt jordskælv i september ramte øen Sulawesi i Indonesien.

Skælvet udløste en tsunami, der gjorde dele af øen ubeboelig og sendte over 200.000 mennesker på flugt fra deres hjem.

Myndighederne i det sydøstasiatiske land anmodede efterfølgende om katastrofebistand til at sikre rent drikkevand til befolkningen.

Det blev startskuddet til en dansk hjælpeindsats, der slutter søndag.

- Vi har været med til så at sige at afværge en katastrofe i katastrofen, idet vi har leveret 800.000 liter rent drikkevand på et tidspunkt, hvor det ikke fandtes.

- Desuden har vi leveret strøm til et lokalt hospital og en flygtningelejr. Så vi mener bestemt, vi har gjort en forskel, siger Jens Oddershede, der er chef for Internationalt Beredskab i Beredskabsstyrelsen.

Efter jordskælvet og tsunamien brød den lokale vandforsyning sammen. Opgaven for de ti danske specialister var at rense vandet og distribuere det til befolkningen.

- De tankbiler, der normalt kører rundt med vand, var ikke i funktion, og desuden var de ikke sterile nok.

- Så folk kom til os med halv- og helliters dunke og spande og hentede vand. På de gode dage har vi leveret 40.000 liter rent drikkevand om dagen, siger Jens Oddershede.

Da de udsendte danskere kom til øen, var det visse steder som at træde ind i en krigszone, fortæller beredskabschefen.

Efter knap halvanden måneds indsats er der nu kommet så meget styr på den lokale infrastruktur, at danskerne kan pakke grejet og rejse hjem.

- Vi forlader området i god forståelse med den lokale befolkning og med myndighederne.

- Infrastrukturen og vandforsyningen er under genopbygning, og befolkningen kan godt få vand andre steder nu.

- Vi rykker ud til katastrofer, men når de så er inddæmmet, så er det også på tide at rykke hjem igen og gøre klar til, hvad der måtte komme af andre katastrofer, siger Jens Oddershede.

Ud over at hjælpe med rent drikkevand i Indonesien har Beredskabsstyrelsen i år assisteret med at bygge lejre til flygtninge i Bangladesh.

I sommer ydede Beredskabsstyrelsen også støtte til svenske brandfolk under de voldsomme skovbrande.

5 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere