Danskerne bruger dagligt over syv timer på medier

Unge bruger mindre tid på Facebook, mens streamingtjenester har fremgang, viser rapport fra DR Medieforskning

7 timer og 16 minutter.

Det er den tid, som danskerne samlet set bruger på medier som tv, radio, streaming og sociale medier hver dag. Det viser tal fra DR Medieforskning.

Tallene tager dog ikke højde for, at brugen af de forskellige medier kan foregå på samme tid.

Selv om der i løbet af et år ikke er sket en stor ændring i, hvilke medier danskerne bruger deres tid på, så er der stadig nogle tendenser, som er værd at bemærke, lyder det fra Dennis Christensen, leder af DR Medieforskning.

- En af de største tendenser, vi har set, er, at Facebook oplever en tilbagegang i brugen blandt særligt de unge danskere.

- Det er altså første gang nogensinde, vi oplever, at Facebook har faldende brug, siger Dennis Christensen.

Godt nok har de fleste danskere i dag en profil på Facebook, men de unges daglige brug af det sociale medie er faldet markant i løbet af et år. I 2017 brugte 81 procent af de 12-24-årige dagligt Facebook. Sidste år var tallet 73 procent.

Og det er ifølge Dennis Christen ikke, fordi de bruger mindre tid på medier generelt, men fordi brugen er blevet effektiviseret. Det vil sige, at danskerne går målrettet efter bestemt indhold.

Derudover viser tallene fra DR Medieforskning, at de digitale medier vinder mere og mere indpas i danskernes hverdag.

- Vi kan se, at danskerne i højere grad bliver mere digitale. Det vil sige, at de bruger mere og mere tid på streamingtjenester som Spotify og Netflix og mindre på flow-tv.

- Men det er meget tydeligt, at de fleste danskere bruger tid på begge medier, siger Dennis Christensen.

Ifølge tallene har langt de fleste streamingtjenester oplevet fremgang i 2018, så 48 procent af danskerne nu streamer film- og tv-serier ugentligt mod 46 procent i 2017.

Til gengæld bruger vi 142 minutter om dagen på tv, hvilket er et fald på 8 minutter i forhold til året før. Og der er ikke noget, der tyder på, at udviklingen vender.

- Den udvikling, vi har set de sidste mange år, kommer til at fortsætte.

- Det, der bliver spændende, er, om udviklingen kommer til at fortsætte i et adstadigt tempo, som vi har set de sidste par år. Eller om 2019 er året, hvor udviklingen virkelig kommer til at tage fart, og hvor der virkelig kommer til at ske store forandringer, siger Dennis Christensen.

DR Medieforskning udgiver hvert år en rapport om udviklingen i danskernes brug af medier.

2 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere