Danskerne er verdensmestre i slik: - En kedelig rekord

Et nyt forskningsprojekt vil gøre op med danskernes verdensrekord i slikspisning

Danskerne er verdensmestre i slik. Foto: Janus Engel
Danskerne er verdensmestre i slik. Foto: Janus Engel

Et nyt forskningsprojekt af DTU's fødevareinstitut og tand- og sundhedsplejen i Hvidovre Kommune skal de næste tre år bekæmpe slikkulturen i danske børnefamilier. Ud af 100 lande i verden er Danmark nemlig det land, som køber mest slik pr. indbygger.

- Det er en kedelig verdensrekord, mener Anja Biltoft-Jensen, Seniorforsker hos fødevareinstituttet på DTU og en af kræfterne bag projektet.

Hvad går projektet ud på?

Er du for sød? er et treårigt forskningsprojekt, hvis mål er at skabe sundere hyggevaner i familier med børn i 0.-3. klasse.

Projektet søger at udvikle tommelfingerregler for, hvor mange søde sager der er plads til i en sund kost samt nogle handlemåder og redskaber til at følge tommelfingerreglerne.

I første omgang afprøves vejledende tommelfingerregler og materialer på 100 børnefamilier i Hvidovre Kommune. Såfremt resultaterne viser sig at være gode, er ambitionen at gøre projektet nationalt.

Projektet skal klargøre, hvad effekten af at reducere mængden af søde sager i kosten er. Faktorer som barnets kostindtag, sundhedsadfærd og kropsmålinger samt familiernes viden, motivation og forandringsparathed bliver målt i projektet.

Kilde: www.erduforsoed.dk

Danske børn spiser for meget slik
Ifølge Anja Biltoft-Jensen er især danske børn rigtig glade for søde sager. De spiser op til fem gange så meget slik, som der er plads til i en sund kost. Og det har konsekvenser for helbredet.

- Det høje indtag, specielt børn har, risikerer at gå ud over deres sundhed både på kort og på langt sigt, siger Anja Biltoft Jensen.

På kort sigt er konsekvensen, at de søde sager tager pladsen for den sunde mad som for eksempel frugt, grønt og fuldkornsprodukter.

- Det betyder, at børnene risikerer ikke at få nok næringsstoffer. Specielt for børn, som jo skal udvikle sig og vokse, er det uhensigtsmæssigt, siger hun.

Artiklen fortsætter efter billedet ...

Det er især børn, der har et højt slikforbrug. Foto: Lasse Kofod
Det er især børn, der har et højt slikforbrug. Foto: Lasse Kofod
 

Fare for diabetes og hjerte-kar-sygdomme
- I et studie fra Københavns Universitet har man målt mængden af insulin og fedtstoffet triglycerid, som er risikomarkører for diabetes, i blodet på en gruppe danske børn mellem 8-11 år før og efter en normal weekend. Mængden af risikomarkørerne stiger med op til 35 procent, fortæller Anja Biltoft-Jensen.

Forskerne formoder, at stigningen skyldes usunde madvaner, blandet med at børnene bevæger sig mindre og får mindre søvn i weekenden.

På længere sigt kan slikforbruget øge risikoen for overvægt.

- Hvis man udvikler overvægt og beholder den gennem livet, kan overvægten senere føre til risiko for, at man udvikler diabetes og hjerte-kar-sygdomme, siger seniorforskeren.

- En sund kost forebygger på langt sigt udvikling af livsstilssygdomme. Vi kan ikke motionere os ud af problemet.

En del af den danske hyggekultur
Anja Biltoft-Jensen mener, at slikforbruget hænger sammen med danskernes hang til hygge.

- Søde sager er langt hen ad vejen indbegrebet af danske hygge. Det er nærmest påkrævet, at man spiser usundt, når man skal hygge sig. Man kan næsten tale om gruppepres. Hvis en kollega har bagt en god kage, så siger man ikke 'nej'. Fredagsslik er jo et koncept i sig selv. Og det vil vi gerne udfordre, siger Anja Biltoft-Jensen.

- Vi skal væk fra, at det at spise søde sager er hygge i sig selv.

Handler om balance
Anja Biltoft-Jensen understreger, at forskningsprojektet ikke handler om at fjerne søde sager helt fra kosten.

- Indtaget skal bare være mere balanceret, end det er i dag, siger seniorforskeren.

Selv hvis projektet lykkes med at nedsætte børnefamiliernes forbrug med 25 procent, spiser de stadig næsten fire gange så meget sukker, som de bør.

- Der er ikke et projekt, som kan stå alene, erkender Anja Biltoft-Jensen.

- Men man er nødt til at starte et sted.

139 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere