Danskerne på kræmmermarked: Her er vores bedste fund

Det gode sommervejr lokkede flere købelystne danskere til det lokale ’Blå Marked’ i Haslev

Folk er vilde med at finde gamle antikviteter på det 'Blå Marked' i Haslev. Foto: Per Rasmussen
Folk er vilde med at finde gamle antikviteter på det 'Blå Marked' i Haslev. Foto: Per Rasmussen

Det kan virke uoverskueligt, for det utrænede øje, at spotte guldet hos de forskellige kræmmerstande på det lokale kræmmermarked i Haslev.

Rækker op og ned med alt fra porcelænskaffekander til modeltoge fylder godt op i den store lagerhal, hvor mange danskere leder efter det helt rigtige til hobbyen, huset eller haven.

Folk i alle aldre
- Hvad med denne her, kunne den ikke passe? Spørger en ældre mand sin kone, mens de kigger på en stor keramikvase.

- Nej, den skal være større. Der skal jo være plads til paraplyerne, siger hun og går straks videre mod en endnu større vase i blå.

Overalt på markedet går folk og tjekker de mange forskellige varer ud.

Et ungt par har fået øje på en orange lampe, men er ikke helt klar til at investere i den.

- Det er første gang vi er her, så vi kigger lige lidt mere, siger den unge fyr, mens han tager sin kæreste i hånden.

Men ikke alle er så længe om at beslutte sig for sine indkøb.

Ekstra Bladet har snakket med tre danskere, der alle giver deres bud på dagens bedste fund.

Der er noget for enhver smag på kræmmermarkedet i Halslev. Foto: Per Rasmussen
Der er noget for enhver smag på kræmmermarkedet i Halslev. Foto: Per Rasmussen
 

Forskellige snapseglas til familien
- Hvad er dog det, udbryder Vilma Kiss på 64, mens hun står og kigger på en rund skive med tal skrevet sirligt rundt om.

- Jamen, det er en gammel karakterskala, du må ikke spørge mig, hvordan den virker, det ved jeg simpelthen ikke, fortæller Henrik Pedersen som vikarierer for sin gode ven, der skulle til svigermors 75 års fødselsdag.

- Det er godt nok den mest spøjse ting, jeg har set i dag, siger hun.

Vilma Kiss har ellers allerede købt det, hun kom for, men fascineres af den runde skive.

- Jeg har købt snapseglas. Vi skal holde familiefrokost, så det skal være nogle forskellige snapseglas alle sammen. Det er åbenbart moderne, siger hun.

- Jeg er meget glad for at gå på kræmmermarked. Det er bare skønt at finde noget, man ikke kan undvære, fortæller hun med et smil.

Vilma Kiss er meget interesseret i den gamle 'karakterskala' som Henrik Pedersen sælger. Foto: Per Rasmussen
Vilma Kiss er meget interesseret i den gamle 'karakterskala' som Henrik Pedersen sælger. Foto: Per Rasmussen
 

Bidt af modeltog
Ved modeltogsafdelingen af kræmmermarkedet er Roland Lange på 58 en glad mand.

Han har netop fundet to nye modeltoge til sin stødt voksende samling.

- Jeg samler på amerikanske modeltoge, fortæller han mens han stolt viser sin netop indkøbte tilføjelse frem.

Han forklarer, fordi han købte to modeller, fik han den sidste med gratis.

- Men det er ikke den originale, den er bare fra Ukraine.

Det ene af Roland Langes tog er desværre ikke den originale, men en kopi som han mener er fra Ukraine. Foto: Per Rasmussen
Det ene af Roland Langes tog er desværre ikke den originale, men en kopi som han mener er fra Ukraine. Foto: Per Rasmussen
 

Han begyndte at samle på modeltoge efter at ’ungerne var fløjet fra reden’, og han fik flere penge til sig selv.

- Jeg er bare kommet i en alder, hvor jeg har råd til at være en drengerøv igen, siger han.

Og det er heller ikke en billig hobby, Roland har fået smag for. 

Han fortæller, at hvis han vil have fat i de helt gamle toge, som er førsteudgivelser, så kan han nemt komme til at slippe 3000 kroner for det helt rigtige lokomotiv.

- Men det handler ikke om pengene for mig. Det handler mere om at eje dem, fordi jeg gerne vil.

Roland Lange er en stolt samler af både toge og mønter. En gammel enkrone mere, og han har hele samlingen. Foto: Per Rasmussen
Roland Lange er en stolt samler af både toge og mønter. En gammel enkrone mere, og han har hele samlingen. Foto: Per Rasmussen
 

Ligeglad med værdien
- Hvad skal du så have for den, spørger Linda Petersen på 61 år, mens hun kigger på et gammelt malersæt.

- Det er jo det gode gamle, hvor malingen har bly i, det virker meget bedre end det nye, fortæller Linda Petersen.

Hun har dog allerede købt dagens bedste fund, nogle sølvskeer, som hun stod og manglede.

- I dag har jeg fundet noget sølvbestik, som jeg har ledt efter i noget tid. Det er ikke fordi, at jeg går efter værdien, det har jeg slet ikke forstand på, men jeg sparede da tyve kroner på dem, siger hun og viser de fine sølvskeer frem.

Linda Petersen er ikke en fremmed på kræmmermarkeder, og hun prøver at komme mindst en gang om måneden.

Hendes bedste fund er heller ikke noget, der er mange penge værd, men en ting hun bare ikke kunne leve uden.

- Mit bedste fund er klart to porcelænshunde, som sømandskoner brugte i gamle dage. Så gik historien på, at hvis hundene kiggede ud mod vejen, så var manden hjemme fra havet, men hvis de kiggede mod huset, så var konen alene hjemme, fortæller hun grinende.

Linda Petersen kommer tit hjem med noget, når hun besøger kræmmermarkedet. Dette besøg resulterede i fine sølvskeer. Foto: Per Rasmussen
Linda Petersen kommer tit hjem med noget, når hun besøger kræmmermarkedet. Dette besøg resulterede i fine sølvskeer. Foto: Per Rasmussen