Danskerne til Margrethe: Træd nu tilbage

Er tiden inde til, at dronning Margrethe træder tilbage og overlader tronen til kronprins Frederik?

Foto: /ritzau/Nanna Navntoft
Foto: /ritzau/Nanna Navntoft

Er tiden inde til, at dronning Margrethe træder tilbage og overlader tronen til kronprins Frederik?

Ja, svarer 40 procent af danskerne i ny meningsmåling, lavet af analysebureauet Wilke for Avisen.dk. 

Her er 1.021 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år blevet spurgt, om dronning Margrethe i 2018 bør abdicere og overlade tronen til Kronprins Frederik. 

39 procent svarer nej til, at 77-årige dronning Margrethe bør træde tilbage.  21 procent svarer ved ikke. Dermed er der et flertal blandt dem, der har svaret på spørgsmålet, til, at dronning Margrethe bør give tronen videre til sin søn.

Sandsynligheden for, at dronningen i årets nytårstale vil melde sin afgang fra tronen er dog meget lille, vurderer historiker og kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen: 

- Sandsynheden er 0,1 procent. For der er ikke tradition for i Danmark, at statsoverhovedet trækker sig tilbage før tid. I mange århundreder er konger blevet siddende til de døde. Og da dronningen er meget bevidst om traditioner, skal der rigtig, rigtig meget til, hun abdicerer, siger Lars Hovbakke Sørensen til Avisen.dk.

At 40 procent i befolkningen mener, dronningen bør abdicerer, tolker han ikke som en utilfredshed med hende. 

- Hun er stadig meget populær i befolkningen. Så det er mere et udtryk for, at en del af befolkningen mener, kronprinseparret er parat til at træde til nu. Og mange mener nok også, det er synd for dronningen, hun skal have den store arbejdsbyrde som ældre dame. Specielt nu, hvor prins Henrik ikke kan bidrage med så meget længere, siger han.

Kongehuset havde et 2017 med mange op- og nedture. Det spændte lige fra en kjolefadæse fra Mary til en ulykke for øjnene af den kongelige familie: Se billederne fra et hektisk kongeligt år her. 

Spørger man forsker i hofhistorie og kongehusekspert fra Københavns Universitet Sebastian Olden-Jørgensen, finder han det meget mere sandsynligt, dronningen trækker sig. 

Han mener, at tiden er særdeles gunstig til, at dronningen lader sig pensionere i 2018. 

- Hun er 77 år og man har kunnet se, at hun ikke er så frisk længere. Og prins Henriks sygdom belaster familien. Demensdiagnosen betyder, at nu kan hun tage hensyn til ham. Og for så vidt også abdicere på grund af det, siger Sebastian Olden-Jørgensen, der vurderer, der er 50 procents sandsynlighed for, at dronningen træder tilbage i 2018. 

Avisen.dk har forsøgt at få en kommentar fra Kongehuset, men af princip udtaler Kongehuset sig aldrig om meningsmålinger, lyder meldingen fra presseafdelingen. 

Fakta

I en meningsmåling, lavet af analysebureauet Wilke for Avisen.dk, har 1.021 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år svaret på følgende spørgsmål: 

Mener du, at dronning Margrethe i løbet af 2018 bør abdicere og overlade tronen til kronprins Frederik?

Svar:

Ja: 40 procent

Nej: 39 procent 

Ved ikke: 21 procent 

Undersøgelse er gennemført i perioden 13. december 2017 til 19. december 2017. 

528 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere