Fredag har Thailand skærpet reglerne for at rejse ind i landet.
Før var det muligt at få en coronatest ved ankomst, hvorefter man blot skulle isolere sig, mens man afventede svar, samt have en test syv dage senere. Med dagens stramninger bliver det ikke længere en mulighed.
Fremover skal rejsende gå i karantæne på et hotel - der er dog en enkelt undtagelse, skriver AP.
En undtagelse på reglen
Det såkaldte 'sandbox program' tillader rejsende at tage til udvalgte destinationer - herunder den populære ferieø Phuket - og gå i isolation på stedet.
De rejsende, som skal være vaccineret, skal bo på godkendte hoteller. Derudover skal de have en test ved ankomst og en test efter en uge.
På de udvalgte steder må rejsende bevægende sig frit rundt på destinationen, men ifølge AP spores deres bevægelser.
Ingen problemer for Spies
Det danske rejsebureau Spies oplyser til Ekstra Bladet, at de nye indrejserestriktioner ikke rammer deres kunder.
Bureauet tilbyder nemlig i øjeblikket kun rejser til Phuket på godkendte hoteller, som hører under 'sandbox programmet'.
Derfor ændrer fredagens stramninger ikke deres kunders ferieplaner.
Udover de skærpede indrejserestriktioner har landet strammet deres regler for alkoholindtag på restauranter, ligesom de har bedt folk undgå offentlige forsamlinger, offentlig transport og rejser rundt i landet. Desuden er barer og natklubber lukket.