Israelske F-35-kampfly med dansk militært udstyr sættes nu i forbindelse med kontroversielle megabomber, der er blevet brugt ved bombardementer i det tætbefolkede Gaza.
Det skriver Dagbladet Information og mediet Danwatch.
I en video, som det israelske luftvåben lagde på det sociale medie Twitter i august 2022, kan man se et F-35-fly på vej ud af en hangar. Flyet har åbent til det lastrum, hvor bomberne kan placeres, og man ser en række bomber, der bliver gjort klar. Videoen blev lagt på internettet dagen efter ’Operation Breaking Dawn’, hvor israelerne igennem tre dage i august 2022 bombede Gaza. Luftvåbenet skriver selv på Twitter, at piloterne på videoen netop har deltaget i operationen.
På et andet billede af de israelske F-35-fly kan man se bomber af samme type i nærheden af flyene.
Information, Danwatch og organisationen Lighthouse Reports har ved gennemgang af blandt andet militærmanualer og analyse af billederne identificeret bomberne som GBU-31. Bomberne er kontroversielle, fordi de er så kraftige, at brugen af dem i et tætbefolket område som Gaza kan være i strid med krigens regler.
- Når sprængstoffer med et bredt nedslagsområde anvendes i et tætbefolket område, er der stor sandsynlighed for, at de bliver gjort vilkårlige og derfor ulovlige, siger Katharine Fortin, lektor i international ret og menneskerettigheder ved Utrecht Universitet til Information og Danwatch.
Officielle kilder forbinder også F-35-flyene med de kontroversielle megabomber. På det israelske luftvåbens egen hjemmeside står GBU-31 opført som en del af deres F-35-kampflys »standardkonfiguration« inden for våben, ligesom F-35’s amerikanske producent, Lockheed Martin, betegner to GBU-31 bomber som »standard intern våbenladning« på F-35A, der er den udgave af kampflyet, som Israel har købt.
Israels brug af de store GBU-31-bomber, der vejer lidt under et ton, er blevet hårdt kritiseret af både FN og menneskeretsorganisationer, fordi de øger risikoen for vilkårlige civile tab og krigsforbrydelser.
Hos Human Rights Watch mener direktør for Israel og Palæstina Omar Shakir, at fundet af GBU-31-bomber i sammenhæng med F35 er endnu et argument for, at Danmark helt bør suspendere leverancerne til de israelske F-35-fly.
Både menneskerettighedsorganisationer og FN har i årevis dokumenteret overtrædelser af krigens love i Gaza, og Danmark burde derfor have forudset, at det danske udstyr risikerer at blive anvendt under krigsforbrydelser, mener han.
- I Gaza befinder der sig mere end 2,1 million mennesker på en 40 gange 11 kilometer lang landstribe. Og den israelske praksis har været, at man ofte har smidt højeksplosive våben i tætbefolkede områder her på måder, der er dokumenteret uforholdsmæssige, og som har ført til civile tab, siger Omar Shakir.
- Den her historik med overtrædelser af international lov bør forstås af dem, som ønsker at gøre forretninger med det israelsk militær. Det er en langvarig praksis fra den israelske regering og en, der tydeligvis har enorme civile konsekvenser.
Information og Danwatch afdækkede tidligere på ugen, at de israelske F-35-fly indeholder mindst seks afgørende militære komponenter fra den danske våbenvirksomhed Terma. Særligt iøjnefaldende er de såkaldte pyloner, som holder og slipper flyets eksterne bomber og missiler.
F-35-kampflyene har deltaget i operationer i Gaza i 2021 og 2022, hvor blandt andet 75 børn blev dræbt, og ifølge internationale menneskeretsorganisationer har det israelske luftvåben begået mulige krigsforbrydelser ved begge operationer.