Dataekspert om ekstremt populær Facebook-gruppe: Del ikke dine sundhedsoplysninger

I en ekstremt populær Facebook-gruppe har flere hundredtusinder af danskere delt sundhedsoplysninger om sig selv. Dataekspert advarer mod at dele oplysninger på Facebook, og Statens Serum Institut afviser at bruge det indsamlede data

I et forsøg på at danne sig et reelt overblik over antallet af coronasmittede i Danmark er gruppen lavet. Der er mørketal forbundet med coronakrisen. Video/foto: Helle Arensbak, Mads Nissen, Marcus Trappaud Bjørn, Ritzau Scanpix: Anthon Unger, Dado Ruvic, Philip Davali

En Facebook-gruppe, der går under navnet: Danmarks mørketal - Covid-19 (Corona), har i skrivende stund knap 480.000 medlemmer, siden den blev oprettet 21. marts.

I beskrivelsen af gruppen fremgår det, at gruppen er lavet som et forsøg på at hjælpe det danske sundhedsvæsen med at få et overblik over den 'virkelige' status for covid-19-smitten.

I virkeligheden skader gruppen mere, end den gavner, fordi oplysninger, man deler på Facebook, kan blive misbrugt. Det fortæller Pernille Tranberg, der rådgiver og holder foredrag om dataetik og bæredygtige data for virksomheder, organisationer og myndigheder.

- Jeg vil godt starte med at sige, at folk gør det her i bedste mening, og det, synes jeg, er meget smukt. Det er bare det forkerte sted at gøre det. Man deler ikke sine sundhedsdata på Facebook. De her mennesker, der gør det, skal finde en anden måde at gøre det på, siger Pernille Tranberg til Ekstra Bladet.

Pernille Tranberg rådgiver og holder foredrag om dataetik. Foto: Klaus Holsting/Ritzau Scanpix
Pernille Tranberg rådgiver og holder foredrag om dataetik. Foto: Klaus Holsting/Ritzau Scanpix

Pernille Tranberg advarer videre i skarpe vendinger om at videregive personlige data på Facebook.

- Dine sundhedsdata, som du giver til Facebook, vil blandt andet ryge ind i profilen om dig. Det vil være en vigtig brik i det store profilpuslespil over dig. Så kan de målrette budskaber mod dig, hvad enten det er politiske, sundhedsmæssige eller økonomiske budskaber, siger Pernille Tranberg.

- Facebook er en privat virksomhed, der lever af at misbruge vores data, fortæller hun videre.

Ubrugelige data
Statens Serum Institut, der blandt andet indsamler data om udbredelsen af covid-19-sygdommen blandt danskere, afviser at bruge de indsamlede data fra Facebook-gruppen, fordi oplysningerne i sidste ende er ubrugelige.

- Det er da glædeligt, at så mange gerne vil hjælpe sundhedsmyndighederne, men vi må nok også være ærlige og sige, at sådan som spørgeskemaet er udformet, kan det ikke sige noget generelt om covid-19 i den danske befolkning, siger Steen Ethelberg, der er professor og afsnitsleder i Statens Serum Instituts Afdeling for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse, til TjekDet.

Steen Ethelberg fra Statens Serum Institut. Pr-foto
Steen Ethelberg fra Statens Serum Institut. Pr-foto

Hos Statens Serum Institut har man allerede værktøjet Influmeter, som Steen Ethelberg er medansvarlig for. Her kan de, der ønsker det, indtaste oplysninger om eventuelle symptomer på influenza ved at tilmelde sig en mailservice.

Har ikke fået til opgave at tracke virussen
Direktøren hos Sundhed.dk, Morten Elbæk Petersen, fortæller, at de ikke endnu har fået opgaver fra Statens Serum Institut om at tracke coronavirus i et større omfang.

- Vi viser alle de ting, som det officielle sundhedsvæsen har af resultater og oversigter. Hvis der pludselig var en database, der kunne fortælle os noget om det præcise antal smittede, så skulle vi uden tvivl være dem, der viste det frem, siger Morten Elbæk Petersen til Ekstra Bladet.

Frivilligt om du vil dele data
Kristian Mody, der er en bagmændene bag Facebook-gruppen, medgiver at gruppen har taget fart, men fastholder, at det er frivilligt, om man vil dele sine oplysninger på Facebook.

- Jeg tænker, at det er folks frivillighed, der gør, om de har sat et kryds. Og det er også folks frivillighed, om de har lyst til, at der står et kryds. Jeg har ingen skrupler med, at de har sat et kryds, og deler det. Der tænker vi mere på at hjælpe hinanden end at tænke, om jeg kan tegne en forsikring, fordi jeg har oplyst, at jeg har corona, siger han til Ekstra Bladet.

186 kommentarer
Vis kommentarer