De nye bolighajer: Samme lejlighed - dobbelt husleje

Marie Trolle og hendes far bor lige oven på hinanden i to ens lejligheder. Hendes koster bare 50.000 kr. mere om året

(Foto: Philip Davali)
(Foto: Philip Davali)

Marie Trolle og hendes far bor på Islands Brygge i en af de udlejningsejendomme, som Carlsbergfondet netop har solgt til PFA, JØP og DIP.

Lejlighederne ligger lige oven på hinanden, og de er helt identiske. Den eneste forskel er, at Marie betaler omkring 4000 kr. mere om måneden end hendes far. Altså næsten 50.000 kr. mere hvert eneste år.

Der er dog også en anden forskel. Da Marie Trolle flyttede ind i sin lejlighed, var den netop blevet moderniseret efter den såkaldte paragraf 5,2 regel, der giver udlejer ret til at banke huslejen i vejret i boligområder, der ellers er underlagt en stram regulering.

Moderniseringen bestod i, at lejligheden fik et nyt køkken, og det lille separate toilet og det lille badeværelse fik nye fliser og ny sanitet.

Moderniseringen betød, at Marie nu betaler omkring 1000 kr. pr. kvadratmeter om året, eller lidt mere end 9000 kr. om måneden, mens hendes far kun betaler omkring det halve, nemlig godt 5000 kr.

- Det er da fint, at tingene er nye. Men jeg synes ikke, at det er så meget mere værd. Faktisk synes jeg, at min fars køkken er meget mere hyggeligt end mit eget. Så vil jeg da hellere have sparet de 4000 kr. om måneden, siger Marie Trolle.

(Se 'forskellen' på de to lejligheder ved at trække i det lille røde felt)

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

Faktisk var det så dyrt at bo der, at Marie lagde billet ind på en af de billigere lejligheder i ejendomme. Men det kan hun glemme alt om, for de findes ikke længere.

- De moderniserer simpelthen hver eneste gang, nogen flytter. Det betyder, at de nye huslejer nu er oppe i 1450 kr. pr. kvadratmeter om året. Altså tre gange så meget som min fars.

På grund af sindrige selskabskonstruktioner i forbindelse med handelen har lejerne ikke fået tilbudt at købe ejendommen på andelsbasis, som det ellers er meningen med den såkaldte tilbudspligt i lejeloven.

- Hvis vi selv havde ejendommen, var det nogle helt andre ting, der skulle gøres. F.eks. trækker det ved vinduerne og vandtrykket i ejendommen er for lavt. Så ville jeg hellere nøjes med et billigt Ikea-køkken. Det er nogle helt forkerte ting, som udlejeren har lavet, siger Marie Trolle.

Hun tvivler på, at nogle af de nuværende beboere i dag vil have råd til at flytte ind i de istandsatte lejligheder.

- Problemet er, at lejlighederne bliver dyrere og dyrere. Hvis min kostede 1450 kr. pr. kvadratmeter, som de gør i dag, så vil det være rigtigt svært for mig. Så det er slut med de billige lejligheder til f.eks. pensionister, som der bor en del af i dag.

Smadrer smuk gammel ejendom

Flemming Jensen giver ikke meget for den 'istandsættelse', hans lejlighed har været igennem. Foto: Mogens Flindt
Flemming Jensen giver ikke meget for den 'istandsættelse', hans lejlighed har været igennem. Foto: Mogens Flindt
 


Et smadret smukt gammelt terrazzo-gulv og et gyseligt køkken, som ikke passer ind.

Flemming Jensen er rystet over den såkaldte modernisering, som hans lejlighed på Peter Bangs Vej på Frederiksberg har været ude for, inden han flyttede ind for et års tid siden.

- Oprindelig var der fem værelser. Moderniseringen består i, at de har slået et værelse og køkken sammen, så du får et kæmpe stort rum, du egentlig ikke kan bruge til ret meget.

- Badeværelse var der i forvejen. Her har man så hugget et flot terrazzogulv op for at lægge gulvvarme. Det er, for mig at se, forbedringsdelen i det. Resten er ren vedligeholdelse, siger Flemming Jensen, der som arkitekt ved, hvad han taler om.

Det er Carlsbergfondet, der står bag den såkaldte paragraf 5,2 modernisering, inden det for kort tid siden solgte ejendommen til pensionsselskaberne PFA, DIP og JØP.

Efter moderniseringen koster lejligheden 1250 kr. pr. m2 om året, svarende til 12.930 kr. i ren husleje om måneden.

De lejligheder, der ikke har været igennem istandsættelser, betale kun den halve m2-pris.

- Jeg synes ikke, at forbedringerne er ekstra-lejen værd. Det køkken, der er sat ind, er gyseligt for at sige det lige ud med mørk linoleum på gulvet og en dårlig udnyttelse af pladsen.

Når man laver så stort et rum, bør man også kunne udnytte det, siger Flemming Jensen.

- Det kan man ikke. Og i badeværelset har man ødelagt et smukt gammelt terrazzo-gulv og erstattet det med et gråt fliseguld.

Han er ikke i tvivl om formålet.

- Der er ingen tvivl om, at formålet er at presse lejen op så højt, som den overhovedet kan trække. Jeg synes, at det er synd, for det er jo en smuk gammel funktionalistisk ejendom, og jeg synes, at man skal respektere den stil, der er i den.

Flemming Jensen mener, at det er nogle helt andre ting, ejendommen trænger til.

- F.eks. er gulvene ekstremt dårlige. Det har man ikke gjort noget ved. Vores gulv gynger simpelthen så meget, at skabslågerne springer op, når man går på det. Basisniveauet er simpelthen for dårligt. Her er dårligt vedligeholdt og trappeopgangene ser forfærdelige ud.

141 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere