De varmede stivfrossen killing tilbage til livet

Ingen savnede tilsyneladende den lille killing Elsa, så nu er den blevet adopteret af sin redningsmand

Jim Slater sammen med Elsa (Foto: AP)
Jim Slater sammen med Elsa (Foto: AP)

At den røde killing Elsa har fået sit navn efter is-prinsessen af samme navn fra Disney-filmen 'Frozen', er bestemt ikke en tilfældighed. Killingen har nemlig både været kold og tapper, ligesom filmens prinsesse, og nu har historien også fået en lykkelig slutning.

Elsa blev fundet viklet ind i nogle ledninger på en veranda i Denver i Colorado, hvor der var arktisk storm og minusgrader. Da killingen kom ind på internatet 'Denver Dumb Friends League' var hun så kold, at termometret ikke kunne måle hendes temperatur.

Elsas tilstand var meget kritisk. Hun var slap i kroppen og havde lukkede øjne, og derfor frygtede man først, at hun var død.

- Du kunne nærmest mærke kulden komme fra hende, sagde dyrlægen Kasey Carter til ABC News i november, hvor killingen blev fundet.

(Foto: AP)
(Foto: AP)

Personalet varmede killingen med hårtørrere, varmepuder og tæpper og sprøjtede endda varme væsker direkte ind i katten for at få den varm.

Efter en times opvarmning kunne Elsas temperatur endelig aflæses på termometret, og da hun var omkring 32 grader varm, begyndte hun at røre på sig. I dag er hun kommet sig helt, men på trods af stor mediedækning af historien var der aldrig nogen, der meldte sig som Elsas ejer.

Nu er hun blevet adopteret af sin redningsmand, Jim Slater, som var en af de frivillige, der hjalp hende med at 'tø op'. Selvom han har passet mange dyr, er Elsa med længder den sødeste killing, han har passet, siger han. Nu bor Elsa hos Jim Slater, der også har en hankat ved navn Blue, skriver nyhedsbureauet AP.

0 kommentarer
Vis kommentarer