Deltager i demo smittet med coronavirus

Ifølge sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke er en person, der var til Black Lives Matter-demonstration, smittet med coronavirus

Omkring 15.000 personer deltog i demonstrationen, der fandt sted 7. juni. Mindst en af dem var smittet med covid-19, oplyser sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke. Video/redigering: Anthon Unger/Signe Skov og Kristian Hansen

En person, der forrige weekend deltog i Black Lives Matter-demonstration i København, er bekræftet smittet med covid-19.

Det oplyser sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke på et såkaldt doorstep-møde tirsdag aften.

Omkring 15.000 mennesker vurderes at have deltaget i demonstrationen, der fandt sted 7. juni.

- Det var en meget, meget stor demonstration, hvor 15.000 deltog, og en del af dem stod tæt sammen, siger han.

Der har været forskellige udmeldinger om, hvor gode folk var til at holde afstand under demonstrationen, der var blevet arrangeret af Black Lives Matter Denmark.

Han opfordrer folk til at lade sig teste, hvis de har deltaget i demonstrationen og stået tæt på andre. Det gælder, uanset om man udviser symptomer eller ej.

De kan tilgå hjemmesiden coronaprover.dk.

Hvis man udviser symptomer, opfordrer han folk til at kontakte egen læge telefonisk. Det er vigtigt, at man ikke møder op hos lægen.

- Vi kommer med denne melding, fordi det er afgørende vigtigt, at vi hurtigt får sat ind og identificeret eventuelt andre smittede, så vi kan få stoppet smittekæderne hurtigt, siger Magnus Heunicke.

Flere fagfolk har i forbindelse med demonstrationen advaret mod, at det kan accelerere spredningen af coronasmitten, når så mange mennesker samles - i hvert fald hvis der ikke bliver holdt afstand og overholdt regler om hygiejne.

Specielt fordi smitten på nuværende tidspunkt er under kontrol i Danmark.

I mange andre storbyer har der ligeledes været afholdt antiracistiske demonstrationer.

Demonstrationerne blev holdt som følge af den sorte amerikaner George Floyds død under en anholdelse i Minneapolis i USA for nogle uger siden.

Organisationen Black Lives Matter Denmark, der ikke er officielt tilknyttet den amerikanske, afholder torsdag en ny begivenhed.

Det finder sted ved Israels Plads i København klokken 17.

Demonstrationerne kan finde sted, fordi forsamlinger med et politisk øjemed ikke er omfattet af forsamlingsforbuddet på flere end 50 personer.

Forud for dagens udmelding har målingsinstituttet Voxmeter foretaget en måling for Ritzau. Den viser, at 63 procent af de adspurgte er enige eller meget enige i, at forsamlingsforbuddet bør omfatte demonstrationer.

1073 har svaret i perioden 11. juni til 15. juni.

For en uge siden opfordrede Socialdemokratiets politiske ordfører, Jesper Petersen, demonstranterne til at lade sig teste.

Lidt senere blødte sundhedsministeren op for den udmelding ved at sige, at ikke alle behøvede at lade sig teste. Det afhænger af omgangskreds og rolle under demonstrationen.

Læs eller genlæs Ekstra Bladets livedækning af pressemødet herunder:

 

LIVE
780 kommentarer
Vis kommentarer