I årevis har demokraten Billy Pascrell kæmpet for at få offentliggjort Donald Trumps skattepapirer.
Søndag afslørede New York Times, at den amerikanske præsident stort set ikke har betalt føderal indkomstskat i ti af de seneste femten år.
- Dette chok bekræfter noget af det, vi har frygtet mest. Donald Trump har brugt hele sit liv på at misbruge skattesystemet ved at lyve, fuske og stjæle i en grad, som man næsten ikke kan forestille sig, fastslår Billy Pascrell på Twitter.
Trump selv afviste søndag aften, at han ikke har betalt skat.
- Det er fake news. Jeg har betalt meget i indkomstskat til New York, siger Trump. Præsidenten siger også, at han føler sig meget, meget dårligt behandlet af skattemyndighederne.
Først senere
Han lover at offentliggøre de længe efterspurgte skattepapirer på et senere tidspunkt, når en verserende sag med skattevæsenet er overstået.
Ifølge den amerikanske avis har Trump ikke betalt indkomstskat, fordi han har tabt flere penge end han har tjent. Hvis disse oplysninger er korrekte, så begynder Trumps selvskabte billede af en dygtig og styrtende rig forretningsmand også at krakelere.
I Demokraternes lejr stiger jubelen voldsomt, efter at New York Times har ladet skattebomben falde over USA så kort tid før det amerikanske præsidentvalg.
Knaldhård kapitalist for andre
Bernie Sanders håner således på Twitter Donald Trump:
- Den selvudnævnte milliardær Donald Trump modtog en skatterefusion på 72,9 millioner dollar. Men han betalt ikke føderal indkomstskat i ti af femten år. Trump elsker virksomheds-socialisme for sig selv, men knaldhård kapitalisme for andre.
Den amerikanske højesteret besluttede for få måneder siden, at Trump skulle udlevere sine skattepapirer til statsadvokaten i New York. Noget som præsidenten betegnede som politiske retsforfølgelse. Trump påkalder sig i samme åndedrag immunitet på grund af præsidentembedet.
Korrupt præsident
Billy Pascrell siger, at han agter at forfølge sagen, indtil alle skattepapirer er blevet bragt frem i lyset.
- Trump er den mest korrupte præsident i vores historie. Jeg giver ikke op i kampen for at bevise det. Dette er ikke politik. For ingen borger står over loven.
Demokraternes leder i Senatet Chuck Schumer brugte ikke mange ord på at kommentere Trumps skatteforhold på Twitter.
- Ræk hånden op, hvis du betaler mere i føderal indkomst end præsident Trump, skriver han på det sociale medie.
Upræcist
En advokat for Trumps koncern, Trump Organization, siger i en udtalelse til New York Times, at "de fleste - hvis ikke alle - de fakta ser ud til at være upræcise".
- I det seneste årti har præsident Trump betalt tocifrede millionbeløb i dollar i personskat til den føderale regering, skriver advokaten, Alan Garten, i et svar til New York Times.
Advokaten har ikke haft adgang til at se de skatteoplysninger, New York Times er i besiddelse af.
Medie: Trump har ikke betalt indkomstskat i 10 af de seneste 15 år