Den Gyldne Procent: Så meget betaler Danmarks rigeste i skat

Den ene procent af danskerne, der tjener bedst, betaler årligt knap ti procent af det samlede danske skatteprovenu

Den ene procent af danskerne, der tjener mest, lægger 10 procent af det samlede danske skatteprovenu. Foto: Lærke Posselt/Ritzau Scanpix
Den ene procent af danskerne, der tjener mest, lægger 10 procent af det samlede danske skatteprovenu. Foto: Lærke Posselt/Ritzau Scanpix

100.000 offentligt ansatte.

Så mange jobs finansierer den årlige skattebetaling fra de omkring 45.000 danskere, der befinder sig i Den Gyldne Procent - altså den ene procent af danskerne, der tjener mest.

Alt i alt lagde Den Gyldne Procent 74 milliarder kroner i statskassen i 2016. Det svarer til en gennemsnitlige skattebetaling på 1,6 millioner kroner om året per person i Den Gyldne Procent.

Det viser beregninger, som tænketanken Cepos har lavet på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.

Se også: Test din løn: Hvor mange tjener mere end dig

Leverer velstand
- De tal her viser med al tydelighed, at top 1-procent ikke tager noget fra nogen, men derimod leverer de til alle. De leverer velstand, de leverer arbejdspladser gennem deres virksomheder, og de leverer et stort skatteprovenu, siger cheføkonom i Cepos Mads Lundby Hansen og tilføjer:

- Alt i alt betaler den ene procent knap en tiendedel af de samlede skattebetalinger hvert år.

Tilbage i 1994 betalte Den Gyldne Procent 'blot' knap syv procent af det samlede danske skatteprovenu.

- Top 1-procent  skaber i dag mere værdi, end de gjorde i 1994, og det smitter af på resten af samfundet. Når top 1-procent tjener mere, så skaber de flere arbejdspladser og lægger en større skattebetaling, siger Mads Lundby Hansen.

- Jeg synes, at vi skal være glade for, at der er mennesker, der leverer så meget ekstra velstand og værdi, for det smitter af på de offentlige finanser og er til glæde for alle.

Toke Kruse har startet en række virksomheder op. Senest lancerede han i efteråret Bilagscan og Salary. Bilagscan har han udviklet i samarbejde med iværksætter-sværvægterne Preben Damgaard og Lars Seier Christensen. Foto: Frank Lohmann
Toke Kruse har startet en række virksomheder op. Senest lancerede han i efteråret Bilagscan og Salary. Bilagscan har han udviklet i samarbejde med iværksætter-sværvægterne Preben Damgaard og Lars Seier Christensen. Foto: Frank Lohmann
 

Ingen grund til at straffe de flittige
Serie-iværksætteren Toke Kruse har opstartet 10 virksomheder, hvor af den ene - regnskabsprogrammet Billy - er vurderet til at være mere end 100 millioner kroner værd.

Han er dermed en af dem i Den Gyldne Procent, der har været med til at skabe mere værdi, hvilket har ført til en større skattebetaling i 2016 i forhold til 1994.

Han oplever, at en del af danskerne ser skævt til dem, der tjener mest - og betaler mest i skat.

- I Danmark er man i en vis grad forkælet og anerkender ikke dem, som lægger flest penge i statskassen. Det, synes jeg, er et problem. Man skulle hellere ændre strategi og fokusere på, hvordan endnu flere kan komme til at klare sig godt, siger Toke Kruse, der går ind for et fladt skattesystem, hvor alle betaler samme andel af deres indkomst i skat i stedet for at dem, der tjener mest, betaler den højeste procentsats.

- Der er ingen grund til at straffe de flittige med en ekstra skat, som i øvrigt ikke bidrager med meget til den samlede statskasse. I virkeligheden vil det gavne samfundet mere, hvis man gjorde det mere attraktivt at tjene mange penge. Det ville komme rig som fattig til gode.

Er du med i Den Gyldne Procent?

Tjener du mere end 117.000 kroner om måneden? Eller er du blandt de ti procent, der tjener mindst 52000 kroner?

Og vil du vise din lønseddel eller årsopgørelse og dermed være med til at bryde løntabuet i Danmark?

Send en mail til Mette Pedersen eller Jesper Rise Bøjrsen på mepe@eb.dk eller rise@eb.dk.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Dovne og forventlige
Toke Kruse så gerne, at flere danskere turde forsøge sig som eksempelvis iværksættere, fordi blandt andet de ekstra arbejdspladser kommer hele samfundet til gode.

- Men mange danskere er dovne, forventelige og risiko-averse. De vil helst have stor sikkerhed i deres løn, men vil egentlig også gerne have fordelen ved at eje en virksomhed, når man enten sælger den eller skal have udbetalt overskud, siger han og understreger, at der bestemt også er en stor gruppe danskere, der knokler løs og er villige til at arbejde hårdt for at nå deres mål.

Eget ansigt på Porschen
- Oplever du janteloven i forbindelse med dit virke som iværksætter og de værdier, du har opbygget?

- Den fylder rigtig meget, og der er stor forskel på, om jeg kommer kørende i min Porsche i Danmark i forhold til, da jeg boede i USA. I USA kommer folk over og siger 'godt gået, fedt det er lykkedes for dig', mens jeg i Danmark tydeligt mærker en skepsis. Det gælder selvfølgelig ikke alle. Jeg møder mange iværksættere, hvor det for dem virker som motivation, og de tænker 'sådan en vil jeg også have en dag', siger Toke Kruse og tilføjer:

- Jeg kan godt kan lide at presse folks grænser, så jeg fik skiftet det originale Porsche-emblem ud på to af mine Porscher med mit eget ansigt. Det, synes de fleste, er super morsomt! Vi skal i Danmark være bedre til at bruge dem, som klarer sig godt til at få endnu flere til at gå den vej.

Iværksætteren Toke Kruse har skiftet emblemet på sine to Porscher ud med sit eget ansigt. Privatfoto
Iværksætteren Toke Kruse har skiftet emblemet på sine to Porscher ud med sit eget ansigt. Privatfoto
 

627 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere