'Den sidste mand på månen' er død

Gene Cernan, der var med på den hidtil sidste rejse til månen, er død

Den tidligere astronaut Gene Cernan er død, 82 år gammel. Foto: NASA
Den tidligere astronaut Gene Cernan er død, 82 år gammel. Foto: NASA

Det seneste menneske til at betræde månens overflade, Gene Cernan, er død, 82 år gammel.

Det oplyser hans tidligere arbejdsgiver NASA på Twitter.

Astronauten - med det fulde navn Eugene Andrew Cernan - var med ombord på Apollo 17 i 1972, der var den hidtil seneste bemandede mission til månen.

Cernan var den 11. mand til at gå på månen, og der er altså endnu ikke nogen, der har efterfulgt ham.

Ifølge NASA sov Cernan stille ind mandag, omgivet af sin familie.

I sin tid som astronaut var han på i alt tre rummissioner.

Inden turen med Apollo 17, var han pilot på Apollo 10, som fløj rundt om månen. Missionen blev blandt andet brugt til at tage billeder af månen for at planlægge fremtidige potentielle landingssteder.

Gene Cernan fortalte selv i et interview i 2007 om turen med Apollo 10.

- Jeg bliver ved med at sige til Neil Armstrong (kommandør på Apollo 11 og første mand på månen, red.), at vi malede den hvide linje i himlen hele vejen til månen ned til 47.000 fod, så han ikke fór vild, og alt han skulle gøre var at lande. Gjorde det på en måde nemt for ham, lød det kækt dengang fra Cernan ifølge NASA.

Mandskabet om bord på Apollo 17 tog nedenstående ikoniske billede af Jorden set fra rummet. Turen er samtidig kendt for blandt andet at være den længstvarende månemission.

Dette billede af Jorden fra Apollo 17, kendt som 'Den Blå Perle' er et af de mere ikoniske billeder fra NASAs missioner. Foto: NASA
Dette billede af Jorden fra Apollo 17, kendt som 'Den Blå Perle' er et af de mere ikoniske billeder fra NASAs missioner. Foto: NASA

Gene Cernan trak sig tilbage fra den amerikanske flåde, som NASA hører under, 1. juli 1976, efter at have tilbragt 20 år af sit liv i tjenesten. Han fortsatte herefter karrieren i private virksomheder og som tv-kommentator på nogle af de første flyvninger med rumfærger.

46 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere