Den sociale Brevkasse: 28-årig med Aspergers ydmyget af sin mentor

Er du faret vild i junglen af regler og paragraffer, kan du få hjælp af socialrådgiver Puk Sabber - skriv til densocialebrevkasse@eb.dk

Henrik var stolt og lykkelig, da han fik tilbudt fast arbejde på den kirkegård, hvor han var i aktivering. Hans mentor trak dog løftet tilbage, efter at Henrik på vej til et kursus kom til at tage en forkert bus. Foto: Andreas Szlavik
Henrik var stolt og lykkelig, da han fik tilbudt fast arbejde på den kirkegård, hvor han var i aktivering. Hans mentor trak dog løftet tilbage, efter at Henrik på vej til et kursus kom til at tage en forkert bus. Foto: Andreas Szlavik

Hej Puk

Vi har en søn på 28 år ved navn Henrik. Han har, siden han var 18 år, modtaget kontanthjælp. Han er diagnostiseret med Aspergers. Hans store drøm har altid været at flytte hjemmefra og få sit eget, men med en ’hjemmeboende kontanthjælp’ er det stort set umuligt at spare op.

Da han for at få kontanthjælp skal aktiveres, har han været placeret på diverse beskyttede værksteder i tre måneder ad gangen – med den ene forlængelse efter den anden. Det sidste værksted, han var på, sad han – og de andre – og lavede perleplader og gipsnisser.

Så begyndte det at lysne. Henrik er kommet ud på en kirkegård som gravermedhjælper, hvor han er glad for at være, og hvor de er glade for ham. Han er stadig kun på halv tid.

På det tidspunkt havde Henrik fået en mentor, som sammen med jobkonsulenten holdt et møde, hvor det blev aftalt, at Henrik holdt ferie, og at han efter ferien skulle prøve at gå op til normal arbejdstid. Og så ville hans kontanthjælp blive afløst af en revalidering. Samtidig blev han meldt til et motorsavskursus.

Henrik voksede langt over en meter og kunne ikke komme hurtigt nok af sted på kurset, men desværre kom han til at hoppe på en forkert bus. For god ordens skyld vil jeg nævne, at det ikke var Henriks skyld, men at bussen var ’fejlskiltet’. Da han endelig ankom, var holdet ikke at finde, han fik at vide, at de var taget i skoven. Så det endte med, at Henrik tog hjem igen.

11. marts havde Henrik et møde med sin mentor og graveren ude på kirkegården. Henrik tog glad af sted om morgenen og regnede med, at det var omkring alt det, de have aftalt.

På kirkegården var Henrik ved at rive et gravsted, da hans mentor kom. ’Dav’ var det eneste, han sagde til Henrik, da han sagde ’godmorgen’ og spurgte hvordan det gik. Derefter gik det med stormskridt til graverkontoret – med Henrik småløbende bagefter.

’Du kan ikke finde ud af at gå i skole, et kursus på fem dage kan du ikke tage – hvad kan du egentlig?’, spurgte mentoren. Derefter tog han en forlængelse på tre måneder frem og ville have Henrik til at skrive under.

Alle de aftaler, de havde indgået, var pist væk, og Henrik var tilbage i den gamle gænge. Sluttelig sagde han til Henrik, at han kunne tage sit lort og skride, hvilket graveren kan bevidne. Nu har Henrik bedt om et møde igen-igen på jobcenteret.

Puk – er en mentor ikke en person, som skal støtte og hjælpe den, som vedkommende er mentor for? Og kan det passe, at jobcenteret og mentoren kan løbe fra en godt nok mundtlig aftale? Og skal Henrik for fremtiden have en bisidder med sig til sine møder?

Med venlig hilsen Ole Christiansen

 

Kære Ole

Henrik har været alt for længe på kontanthjælp. Det er slet ikke meningen med loven!

Det er altid en god idé med en bisidder. Derudover skal I undersøge, om Henrik er matchet aktivitetsparat, da det har betydning i forhold til udbetaling.

Du oplyser, at han kun får den lave kontanthjælp. Jeg formoder, han får uddannelseshjælp, da han højst sandsynligt ikke har en kompetencegivende uddannelse. Når man er matchet aktivitetsparat, får man et tillæg om måneden.

Puk Sabber. Foto: Jakob Boserup
Puk Sabber. Foto: Jakob Boserup
 

Der er noget, der tyder på, at Henrik er fejlmatchet, hvis han ikke får det. I skal få hans match på skrift, og derfra kan I klage over det. Såfremt Henrik matches som aktivitetsparat, vil hans uddannelseshjælp være på 2479 kr. og hans tillæg på 8021 kr. I alt 10.500 kr. brutto måneden, hvilket vil øge hans mulighed for opsparing. Ingen voksne kan jo leve for 2479 kr. brutto om måneden til alt.

Ingen, hverken en mentor, sagsbehandler eller ven, skal tale til et andet menneske, som Henrik er blevet talt til. I kan bede om en ny mentor, der behandler mennesker med værdighed og respekt.

Derudover er det vigtigt, at I fremadrettet får alt på skrift, da mundtlige aftaler – og afslag – aldrig kan bruges til noget. Jeg vil gerne guide jer videre i sagen, når I har fundet frem til Henriks match og oplyst mig om hans udbetaling.

De bedste hilsner fra Puk

 

Links:

Retsinformation, herunder loven og satserne

Beskæftigelsesministereiet om aktivitetsparate unge

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere