Den sociale brevkasse: Dansker på integrationsydelse

Er du faret vild i junglen af regler og paragraffer, kan du få hjælp af socialrådgiver Puk Sabber - skriv til densocialebrevkasse@eb.dk

Mikkel er for alvor fanget i en labyrint af offentlige regler, der hver især ophæver hinanden. Resultatet er, at han nu ikke har en krone... Modelfoto: Polfoto
Mikkel er for alvor fanget i en labyrint af offentlige regler, der hver især ophæver hinanden. Resultatet er, at han nu ikke har en krone... Modelfoto: Polfoto

Hej Puk

Jeg er desværre en af de uheldige arbejdsløse. Derfor tilmeldte jeg mig kontanthjælp, da jeg ikke havde nok anciennitet i a-kassen. Jeg har i den første periode modtaget kontanthjælp efter gængse regler, som også er blevet udbetalt i starten.

Kommunen har nu stoppet denne betaling. Årsagen er, at de henviser til den nye regel om, at man skal have opholdt sig i Danmark syv ud af de sidste otte år.

Jeg er født i Danmark og er dansk statsborger samt har haft bopæl i Danmark hele mit liv, hvilket både dåbsattest og folkeregister kan bevidne med tillæg af lejekontrakter siden 2004.

I starten havde de også begrundet deres stop af udbetaling med, at jeg ikke havde betalt skat igennem de sidste ti år. Dette er helt grotesk, eftersom jeg både har ansættelseskontrakter, breve og elektroniske udskrifter om dataløn, feriepenge og skatteopgørelser, der modsiger det. Selv Skat har pure afvist det.

Kommunen oplyser nu, at jeg ikke længere er tilmeldt kontanthjælp, hvilket sikkert også er en medvirkende årsag til, at betalingen er udeblevet.

Kommunen indkalder dog stadig til samtaler, til trods for at jeg ifølge dem ikke længere er tilmeldt kontanthjælp. I tillæg til det har kommunen nu meddelt mig, at de vil tvinge mig ud i et såkaldt nyttejob, som de henviser til i krav på udbetaling af kontanthjælp.

Dette svarer til, at en arbejdsgiver meddeler sin ansatte, at denne skal møde til påbudt arbejde, men at de oplyses om, at de ikke er ansat i firmaet samt ikke vil modtage nogen løn for arbejdet. Har vi indført statsligt slaveri i Danmark?

I kraft af ovenstående ender det for mit vedkommende snart i økonomisk tragedie, da jeg jo ikke har andre indtægter (hvorfor ellers være på kontanthjælp), for eksempel vil huslejen ikke kunne betales, hvormed jeg vil ende som hjemløs – medmindre jeg skaffer indtægt ad anden vej.

Når man taler om anden indtægt, så håber jeg så sandelig ikke, at kriminalitet bliver en nødvendighed, men det er vel sidste udvej.

Jeg håber inderligt, at du kan se problemstillingerne og spørgsmålene i ovenstående.

Med venlig hilsen Mikkel

 

Hej Mikkel

Jeg kender til flere eksempler, hvor danske statsborgere, der bevisligt har opholdt sig i landet i syv ud af de otte år, det kræves, er kommet på integrationsydelse.

Du har ret i, at alle danske statsborgere har krav på hjælp, jævnfør paragraf tre i lov om aktiv socialpolitik. Det er med indførelsen af integrationsydelsen gået ud over borgere, der er havnet i et kafkask system af regler, som kommunerne ikke engang selv kan forvalte.

Socialrådgiver Puk Sabber bestyrer den sociale brevkasse. Foto: Jakob Boserup
Socialrådgiver Puk Sabber bestyrer den sociale brevkasse. Foto: Jakob Boserup
 

Det er dig som borger, der har bevisbyrden for, at du har opholdt dig i landet i de sidste syv ud af otte år. Som du beskriver det, kan du med lejekontrakter og lønindtægt bevise det. Du skal klage over det skriftligt. Disse typer af sager har brug for at lande i Ankestyrelsen for videre praksis.

Din sag lyder rodet. Du har modtaget kontanthjælp. Så er du kommet på integrationsydelse. Så har du helt mistet hjælpen igen. Og nu indkalder de dig til samtaler, og du skal stå til rådighed uden at modtage hjælp.

Selvfølgelig skal du ikke i nyttejob, hvis du ikke modtager hjælp. Man kan i nogle tilfælde være nødt til det, hvis man for eksempel skal stå til rådighed i en periode, hvor man oparbejder retten til hjælp fremadrettet.

Kontakt kommunens borgerrådgiver, der skal hjælpe dig. Derudover har du krav på råd- og vejledningssamtale. Det kunne være interessant, hvad du blev rådet til af kommunen.

De har jo pligt til at hjælpe dig videre – og vejlede dig i forbindelse med at kunne forsørge dig selv. Ellers er der kun tilbage at henvende dig til de gratis socialjuridiske rådgivninger eller hyre en jurist eller privat rådgiver, som ingen jo i den håbløse situation har penge til.

Hvis du ikke kommer videre, må du skrive til mig igen.

Mvh. Puk

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere