Den sociale brevkasse: Gør alt for at undgå jobcenteret

Er du faret vild i junglen af regler og paragraffer, kan du få hjælp af socialrådgiver Puk Sabber - skriv til densocialebrevkasse@eb.dk

Det er så stressende og hårdt at være tilknyttet et jobcenter som ledig, at man bør gøre ALT for at undgå denne belastning, mener socialrådgiver Puk Sabber. Ethvert job er bedre end at have sin gang på et jobcenter. Arkivfoto: Jesper Mortensen
Det er så stressende og hårdt at være tilknyttet et jobcenter som ledig, at man bør gøre ALT for at undgå denne belastning, mener socialrådgiver Puk Sabber. Ethvert job er bedre end at have sin gang på et jobcenter. Arkivfoto: Jesper Mortensen

Hej Puk

Min datter på 30 år har en uddannelse som cand.mag i dansk, men hun har desværre ikke fundet noget job, skønt hun har sendt snesevis af ansøgninger af sted.

Hun har nu kun fire måneder tilbage på arbejdsløshedsunderstøttelsen og tænker over, om hun kan få kontanthjælp, hvis ikke det lykkes at finde job.

På a-kassen har de sagt, at hun skal ikke regne med at få kontanthjælp, dertil er hun for veluddannet. Men kan det være rigtigt?

Hun har en samlever, men den gensidige forsørgelsespligt er jo ophørt, så derfor kan de jo ikke give hende et afslag på den baggrund.

Kan du give en vurdering ud fra ovenstående?

Med venlig hilsen en bekymret far, Henrik

 

Kære Henrik

Det ærger mig, at a-kassen ikke er bedre til at rådgive din datter. Jeg tænker, at din datter skal kontakte sin a-kasse/fagforening for at få en grundigere rådgivning og vejledning. Det har man som medlem krav på.

Det passer ikke, at man ikke kan få noget hjælp, hvis man mister sit forsørgelsesgrundlag, og ens muligheder i a-kasse-systemet er udtømte. Uddannelse eller ej.

Foto: Jakob Boserup
Foto: Jakob Boserup
 

Den midlertidige arbejdsmarkedsydelse udløber den 30.6.2016, hvilket betyder, at din datter ikke kan få del i den ordning, da hun opbruger dagpengeretten i andet halvår 2016. Ordningen er på det tidspunkt udfaset.

I stedet får gruppen af personer, der mister retten til dagpenge, mulighed for at modtage kontantydelse i op til et halvt år ad gangen.

Kontantydelsen kan I læse mere om inde på beskæftigelsesministeriets hjemmeside. Jeg bringer et link til oplysning om ydelsen nederst i denne brevkasse.

Men jeg kan kort oplyse, at kontantydelsen for personer, der er fyldt 30 år, udgør henholdsvis 60 procent af højeste dagpengesats for ikke-forsørgere og 80 procent af højeste dagpengesats for forsørgere svarende til kontanthjælpssatsen.

Der foregår konstante ændringer og tiltag på det sociale område, så dem, der skal varetage loven, har svært at følge med. Derfor er det vigtigt, at lige præcis a-kasserne kan rådgive deres kunder optimalt, da det jo netop er en jungle at finde rundt i.

Der er en lang række pligter, der skal opfyldes, når man modtager kontantydelse. Dem kan I også læse mere om inde på linket til den hjemmeside, jeg har henvist til.

Hvis jeg var din datter, ville jeg søge job meget bredt blot for at undgå at ende i jobcenterregi. Det er et system, der er mere stressende end f.eks. at arbejde i en kiosk eller en børnehave.

Held og lykke til.

Med venlig hilsen Puk Sabber

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere