Den sociale brevkasse: Hjælp, jeg er stavnsbundet i dyr lejlighed

Er du faret vild i junglen af regler og paragraffer, kan du få hjælp af socialrådgiver Puk Sabber - skriv til densocialebrevkasse@eb.dk

Der er rigeligt med dyre lejligheder i storbyerne, men det kan være svært for en enlig mor at klare huslejen. Det er der råd for, skriver Ekstra Bladets socialrådgiver, Puk Sabber, der gennemgår kommunernes mulighed for at spæde til en anstrengt økonomi. Modelfoto: Joachim Adrian
Der er rigeligt med dyre lejligheder i storbyerne, men det kan være svært for en enlig mor at klare huslejen. Det er der råd for, skriver Ekstra Bladets socialrådgiver, Puk Sabber, der gennemgår kommunernes mulighed for at spæde til en anstrengt økonomi. Modelfoto: Joachim Adrian

Hej Puk

Jeg en kvinde på 50 år, der bor alene med mine to døtre på 15 og 16 år.

Jeg har arbejdet, siden jeg var 11 år. Fra 1992 og til 2015 arbejdede jeg som kosmetolog, men jeg har været syg siden oktober 2015, hvor jeg blev opereret i nakken for to diskuprolapser. Videre har jeg slidgigt og lider af Hortons hovedpine.

Jeg råber normalt ikke højt, men nu er nok, NOK! Jeg er SÅ træt af jobcentret, at jeg er ved at kaste op.

Jeg blev desværre skilt sidste år efter 17 års ægteskab – min mand kunne ikke mere sygdom. Jeg søgte derfor om hjælp til depositum plus en måneds husleje og flyttehjælp hos kommunen. Fik lov at låne til depositummet, men da jeg havde en pensionsopsparing på 25.000 kroner, skulle jeg bruge den til det husleje og flytning. Det var jeg så tvunget til at gøre.

Min nuværende husleje er på 8900 kroner, hertil kommer varme, vand og elektricitet. Jeg er i et ressourceforløb på kontanthjælpstakst, så der er mange penge at gøre godt med. Jeg har været på kommunen MANGE gange for at spørge, om de ikke nok ville hjælpe mig med at finde en billigere lejlighed, men nej, det kunne jeg selv gøre.

Og ja, det kan jeg da, men det koster bare kassen at være medlem af diverse boligsider og hos diverse boligselskaber, så det kan jeg ikke.

Jeg har så langt om længe fundet en billigere bolig til os, det er en treværelses til kun 7500 kroner om måneden – med vand, varme og elektricitet!

Jeg var glad – men kommunen vil ikke hjælpe! Så nu sidder jeg fast i min dyre lejlighed til 9000 kroner, og sagsbehandleren mener, at det må jeg klare selv ... Men jeg knap nok råd til mad til mine piger – jeg har end ikke råd til min medicin!

Jeg har en kassekredit på 30.000 kroner, som er brugt fuldt ud, men det kan sagsbehandler ikke se noget problem i.

Hvad vil du råde mig til at gøre?

Mange hilsner En frustreret mor

 

Kære frustrerede mor
At kommunen vælger at give dig til depositum, på trods af høj lejeudgift, står dem frit for, men de kan faktisk godt nægte et boligindskudslån, hvis de vurderer, at lejen er for høj. Det har de så set bort fra i din sag.

Nu sidder du så i en bolig, hvor udgiften er høj, og så har du så mulighed for at søge om paragraf 34-støtte til særlig høje lejeudgifter, og såfremt du er enlig forsørger, da har du også ret til at få et ekstra forhøjet boligtilskud. Dette lægger man sammen med paragraf 34-støtten, så du får den maksimale støtte sammenlagt.

Da du er i et ressourceforløb, er du ikke omfattet af kontanthjælpsloftet, så du godt kan få disse ydelser oven i din ressourceydelse, uden at det bliver modregnet.

Socialrådgiver Puk Sabber bestyrer den sociale brevkasse. Foto: Jakob Boserup
Socialrådgiver Puk Sabber bestyrer den sociale brevkasse. Foto: Jakob Boserup

Kommunen skal informere dig om din mulighed for at og søge og få paragraf 34-støtte, når du ansøger om et boligindskudslån. Hvis de ikke har gjort det – og de skal kunne dokumentere det – kan du søge støtten med tilbagevirkende kraft. Det skal du gøre skriftligt.

Du skal huske at sende det som en ansøgning, hvor du får et skriftligt svar, som du kan anke, hvis de giver dig et afslag.

Kommunen er ifølge loven berettiget til at give dig et afslag, hvis de vurderer, at du i forvejen har en passende bolig, hvilket de åbenbart har gjort i dit tilfælde. Dog skal du også her huske, at du skal have et skriftligt afslag, du kan klage over.

Så skynd dig at ansøge om paragraf 34 – og gør det skriftligt! Du kan med den støtte være garanteret omkring 2000 kroner ekstra om måneden, hvilket vil redde din situation.

Med venlig hilsen Puk

Noter

Paragraf 34 i loven om aktiv socialpolitik siger, at hvis du har været ude for en social begivenhed, for eksempel arbejdsløshed, sygdom eller skilsmisse, der betyder, at du nu er vanskeligt stillet på grund af høje boligudgifter eller en stor forsørgerbyrde, så kan du få særlig støtte til de høje boligudgifter.

Du kan søge om særlig støtte til høje boligudgifter, hvis du:

HAR høje boligudgifter eller stor forsørgerbyrde.

HAR været ude for ændringer i dine forhold, der har medført et indtægtstab – en social begivenhed. En social begivenhed kan være arbejdsløshed, sygdom, ophør af samliv eller andre situationer, der medfører, at du ikke er i stand til at klare dine almindelige økonomiske forpligtelser.

Den særlige støtte der er skattefri, beregnes ud fra mange forskellige forhold, for eksempel dine boligudgifter, din tidligere indtægt eller om du har børn. Hvis du bor i en lejebolig, indgår den fulde boligsikring i beregningen af særlig støtte.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere