Den sociale brevkasse: Hjælp, jeg vil forebygge min sociale nedtur

Er du faret vild i junglen af regler og paragraffer, kan du få hjælp af socialrådgiver Puk Sabber - skriv til densocialebrevkasse@eb.dk

Lars frygter den totale, sociale nedtur, hvis han ikke snart får et sted at bo. Ekstra Bladets socialrådgiver, Puk Sabber, beder ham bide tænderne sammem – det skal nok gå, mener hun. Modelfoto: Shutterstock.com
Lars frygter den totale, sociale nedtur, hvis han ikke snart får et sted at bo. Ekstra Bladets socialrådgiver, Puk Sabber, beder ham bide tænderne sammem – det skal nok gå, mener hun. Modelfoto: Shutterstock.com

Hej Puk

Jeg prøver at forebygge social nedtur.

Jeg har gennem det meste af mit unge voksenliv været inde over kommunen, enten som døgn-anbragt som barn, i familiepleje som ung, arbejdsløs og småkriminel med et par domme undervejs.

Jeg tog en beslutning for 15 år siden, at jeg ville ændre mit liv, og det har jeg gjort. Jeg er siden blevet uddannet som socialpædagog og har haft fast arbejde siden endt uddannelse og er på den front dygtig og velfungerende.

På den private side har jeg på grund af opvæksten og ungdommen en skrantende økonomi – det vil sige, at jeg betaler, hvad jeg skal – har aftaler på plads og overholder dem.

Men det betyder også, at jeg ikke er i stand til at købe en bolig – og ej heller lave den store opsparing til depositum på det private marked, som i København jo nemt betyder op til 60.000 tusinde kroner for depositum og forudbetalt husleje.

Jeg er skrevet op til alt, jeg har råd til i København og omegn. Jeg bruger 200-3000 kroner på opskrivninger i diverse boligselskaber, men jeg får ikke tilbudt nogen bolig.

Min opvækst betyder, at mit netværk er ganske småt – og en sofa her og der er ikke en mulighed.

Skal jeg virkelig bo på gaden, miste mit job og mit grundlag for at komme ud af min gæld og dermed tabe mig selv til offentlig ydelse igen, før der er hjælp at hente?

Jeg er helt med på, at der er pres på boligerne i København og omegn, men jeg tænker jo, at jeg bliver en meget dyrere borger i København ved at ende på gaden, med alt hvad dertil hører for at overleve, end hvis jeg får hjælp til en bolig.

Med venlig hilsen Lars

 

Kære Lars
Jeg kan nok ikke råde dig til så meget – ud over alt det, du sikkert har hørt på 500 gange. Men jeg bringer alligevel din henvendelse, da den er så rammende i forhold de udfordringer, mange tidligere anbragte børn kæmper med som voksne.

Når nu du er så godt på vej, skal ønsket om en bolig i København ikke stoppe dig. Du har alt for meget på spil nu og i forhold til din fremtid. Du bliver nødt til at bide i det sure æble og flytte derhen, hvor der er boliger – for en tid.

Socialrådgiver Puk Sabber bestyrer den sociale brevkasse. Foto: Jakob Boserup
Socialrådgiver Puk Sabber bestyrer den sociale brevkasse. Foto: Jakob Boserup

Du har ingen børn, som jeg læser dit brev, og er på den måde fleksibel. Når du har fået sparet op, kan du flytte tilbage til ’din by’ – København – som er meget forandret. For der er desværre ikke længere plads til alle dem, der ikke har en indtægt på over 500.000 kroner om året. Så du bliver nødt til at flytte for en tid. Du har ikke andet valg.

Bosæt dig nær en station. Brug tiden i toget til at læse og skrive. Forsøg så godt som muligt at bevare håbet, og vær positiv. Du er jo en solstrålehistorie. Du er et af de få tidligere anbragte børn, der har klaret den.

Mange som dig trak jo netop ikke en familiebillet – og det kan være ekstremt ensomt. Derfor ved jeg også godt, det kan virke angstprovokerende at flytte fra den by, hvor man har sit eneste netværk og ståsted i sit liv. Men du behøver ikke sige farvel til København, du kan nøjes med at sige ’på gensyn’. Og det fornemmer jeg, at du kan klare.

De bedste hilsner Puk

Noter

Da boligpriserne var på deres højeste før finanskrisen, kostede en ejerlejlighed i Københavns Kommune 31.849 kroner/kvadratmeter. I løbet af de godt ti år, der er gået siden, har priserne været nede at vende omkring 20.000 kroner. Siden er de steget så meget igen, at de nu med hastige skridt nærmer sig en kvadratmeterpris på det dobbelte, kan man læse i Berlingske Tidende.

61.684 kroner skal du gennemsnitligt lægge som depositum, hvis du vil leje en bolig i Danmarks hovedstad. Det er det dobbelte af prisen i Odense, hvor du ’kun’ skal have 31.137 kroner op af lommen, beretter Boliga.

Det er kun cirka hver tredje unge blandt tidligere anbragte børn, der som 18-årig oplyste at have modtaget efterværn – og for over halvdelen af disse var det som en forlængelse af døgnopholdet. Hver tiende af de unge fortalte desuden i undersøgelsen, at det slet ikke var afklaret, hvor de skulle bo, da de fyldte 18 år.

Kilde: SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd