Kære Puk
Hjælp! Min dejlige datter er ved at opgive det hele.
Hun er alvorligt syg med skizofreni, ocd, angst og depression. Hun er 24 og på uddannelseshjælp, men hun kan ikke klare at være under pres fra vores kommune mere. Hun er selvmordstruet.
Hendes sagsbehandler er mildest talt ikke i stand til at have med så syge borgere at gøre. I stedet for at hjælpe min datter, sviner og skælder sagsbehandleren hende ud. Det gør jo gør situationen eller sagen bedre.
Jeg troede ikke, at kommunen skulle slå borgerne ihjel, men derimod hjælpe dem?
Min datter har brug for ro og ingen, der presser hende. Kan hun komme på førtidspension – noget, der kunne give hende ro?
Jeg er så bange for, at hun ikke kan klare det pres mere. Kort sagt, jeg er bange for, at kommunen slår hende ihjel!
Hjælp!
Med venlig hilsen Marianne
Kære Marianne
Din datter er så ung, hun vil nok aldrig får tildelt en førtidspension, medmindre hun er så syg, at hun hverken kan tænke, tale, gå eller stå.
Meningen med de reformer, som Mette Frederiksen (S) stod i spidsen for at indføre i 2013, var netop, at personer som din datter i stedet for at få tildelt førtidspension skulle tildeles ressourceforløb, hvor man via kordineret indsats skulle forsøge at forbedre deres arbejdsevne med hjælp fra blandet andet en koordinerende sagsbehandler og tværfaglige indsatser.
Nu er det blevet til én stor spareøvelse, hvor man i stedet for at udvælge folk over 40 år, der stadig kan få førtidspension, sender dem ud i langvarige ressourceforløb, hvor sagerne syltes i flere år, og folk sidder fast på endnu en midlertidig ydelse, selvom de er for syge til at komme tilbage i arbejde.
Det er et sort hul, hvor man er for syg til at arbejde, men for rask til pension.
Din datter har fortsat mulighed for at ansøge om en førtidspension – den ret er der stadig i loven. I finder finder den i pensionslovens paragraf 17 stk. 2. Det hedder ’at søge pension på det forlæggende grundlag’. Det betyder, at kommunen skal behandle ansøgningen ud fra de oplysninger, der i forvejen er i din datters sag. Kommunen er herefter forpligtet til at træffe en afgørelse efter tre måneder. Hendes sag skal samtidig forlægges rehabiliteringsteamet, der så skal vurdere sagen.
Jeg vil i din datters tilfælde anbefale, at hun med det samme søger førtidspension efter pensionslovens paragraf 17 stk. 2. På den måde ’tvinger’ hun kommunen til at tage stilling til en indsats ud over kontanthjælp, hvis de giver hende et afslag på førtidspension. Og gør de det, vil de så nok pege på et ressourceforløb. Det er trods alt bedre for din datter end at blive hængende fast på en kontanthjælp.
Fra et ressourceforløb vil hun altid kunne ansøge om førtidspension igen. Der er ingen begrænsninger for, hvor mange gange man må ansøge om førtidspension, og da hun er så ung, vil hendes chancer for at få en førtidspension være bedre, når hun først har været i et ressourceforløb.
Din datter skal sende en skriftlig ansøgning, hvor der kort og godt står:
’Jeg XX ansøger dags dato om førtidspension på det forliggende grundlag efter pensionslovens paragraf 17 stk. 2
Husk at få kvittering på, at ansøgning er afleveret/sendt. Den er din datters ’bevis’ på, at hun har søgt. Din datter vil herefter blive indkaldt til en råd- og vejledningssamtale hos jobcentret, der er forpligtet til at vejlede hende i ansøge førtidspension. Til den samtale skal hun fastholde sin ansøgning om førtidspension på det forlæggende grundlag – også selvom de forsøger at tale hende fra det.
Jeg ønsker jer alt det bedste.
Med venlig hilsen Puk