Den sociale brevkasse: Hjælp, min datter og jeg er boligløse

Er du faret vild i junglen af regler og paragraffer, kan du få hjælp af socialrådgiver Puk Sabber - skriv til densocialebrevkasse@eb.dk

Charlotte slås for at skaffe sig en bolig i København – men det er svært! Ekstra Bladets socialrådgiver, Puk Sabber, guider hende gennem regeljunglen. En mulighed Puk peger på er at leje en af de usælgelige luksuslejligheder i for eksempel Ørestaden. Foto: Jens Dresling
Charlotte slås for at skaffe sig en bolig i København – men det er svært! Ekstra Bladets socialrådgiver, Puk Sabber, guider hende gennem regeljunglen. En mulighed Puk peger på er at leje en af de usælgelige luksuslejligheder i for eksempel Ørestaden. Foto: Jens Dresling

Hej Puk

Jeg har været på flugt med mit barn fra en voldelig eksmand. Jeg har sovet på sofa hos venner igennem et stykke tid.

Jeg har kæmpet for at beholde mit arbejde, så jeg havde en indtægt og kunne forsørge mig selv og mit barn. Jeg er nu desværre nået dertil, hvor jeg ikke længere har overskud til at kæmpe i dagligdagen for at få det hele til at hænge sammen. Min datter lider under vores forløb og har heller ingen hjælp fået efter alt det, hun har været igennem. Vi har begge to brug for hjælp, men jeg ved ikke, hvor jeg skal gå hen?

Jeg har ikke henvendt mig på kommunen, da jeg er bange for at blive stemplet som dårlig mor. Jeg har også været hunderæd for at opsøge et krisecenter, der jo også er en del af systemet.

Men jeg kan ikke længere forsvare den måde, vi lever på.

Jeg har intet overskud tilbage, og min datter kan mærke det på mig. Det er samtidig meget opslidende at være gæst i andres hjem. Vi bor i Københavns Kommune, og det er også her, min datter går i institution, og jeg vil under ingen omstændigheder flytte hende væk derfra, da det er den eneste trygge base, hun har i sit liv. Hvis jeg flytter hende, falder hendes verden sammen!

Det er altså ikke en mulighed at flytte til for eksempel Slagelse eller Naksov, som flere ellers har forslået mig, da det ellers skulle være nemt at finde en bolig der.

Jeg har brug for et godt råd i min ret håbløse situation!

Med venlig hilsen Charlotte

 

Kære Charlotte
Jeg forstår udmærket din bekymring for at søge hjælp i det etablerede system. Og det gør mig ærlig talt både vred og bekymret, at forældre, der har brug for hjælp, har det på den måde. Systemet burde jo være der for at yde hjælp og støtte, uden at man som borger behøver være bekymret over, hvad der kan ske, hvis man henvender sig.

Når det er sagt, vil jeg så også sige, at du jo bliver nødt til at søge hjælp for at komme videre. Du er nødt til at stole på, at nogen vil jer det godt.

Jeg forstår lige så godt, at du ikke vil flytte din datter, og det er så stærkt gået af dig, at du har bevaret dit job i hele jeres kaotiske livssituation. For hvor hårdt, det end er, så tror jeg, at et job er med til at holde dig gående og ovenvande.

Socialrådgiver Puk Sabber bestyrer den sociale brevkasse. Foto: Jakob Boserup
Socialrådgiver Puk Sabber bestyrer den sociale brevkasse. Foto: Jakob Boserup

I første omgang skal du lade dig skrive op i alle boligselskaber og tilmelde dig den fleksible venteliste. Da du er i arbejde og har været ude for samlivsophør, kan du få tildelt en bolig hurtigere end normalt via den fleksible udlejning.

Derudover kan du søge Københavns Kommune om at komme på den boligsociale venteliste. Det gør du ved at henvende dig i Borgerservice Matthæusgade i Matthæusgade på Vesterbro i København. Der sidder en gruppe af medarbejde, der vurderer, om du kan komme på listen. Du kan også ansøge om det skriftligt – så får du også en skriftlig afgørelse på din ansøgning.

Alternativet er, at finde en bolig udenfor København og så pendle – indtil du finder noget tættere på. Du behøver jo ikke tage din datter ud af institutionen, blot fordi I flytter. Jeg ved godt, at det ikke er nemt, men du behøver måske ikke flytte helt til Naksov eller Slagelse for at finde noget.

Lejemarkedet i København er helt skørt. Det eneste du ellers kan gøre, er at leje en af de nye lejligheder i for eksempel Sydhavnen eller Ørestaden til omkring 11.000 kroner om måneden, og så få boligsikring som enlig forsørger. Eller du kan leje et værelse ud og på den måde få noget lejeindtægt til at dække den dyre husleje. Home og andre ejendomsmæglere har flere af disse nye lejligheder i København til udlejning, da de ikke kan sælges.

Jeg ønsker dig det bedste, og håber I kommer hurtigt videre.

Med venlig hilsen Puk

Noter

Akut boligsocialt behov betyder, at man både har et akut boligproblem og et socialt problem – og har sociale problemer, som kan afhjælpes helt eller delvist ved anvisning af en bolig.

Fleksibel udlejning giver dig mulighed for at opnå fortrinsret til en almen familiebolig i København, hvis du opfylder et af følgende to kriterier:

  • Hvis du er i arbejde.
  • Hvis du kan dokumentere, at du eller en person i din husstand har fast arbejde i mindst 25 timer om ugen.

Stigende boligpriser i København har ført til stigende ventetider for borgere, som har brug for boligsocial anvisning. Ventetiden for unge under 25 år var i gennemsnit 313 dage i andet halvår af 2015. For borgere over 25 år var ventetiden i gennemsnit cirka 200 dage.

Ventetiden afhænger i høj grad af, hvor meget den enkelte har råd til at betale i husleje. Der er stor mangel på boliger, som unge og enlige kan betale.

Røde Kors Qnet er et netværk for voldsudsatte kvinder og børn, der har brug for social eller praktisk støtte efter ophold på krisecenter og/eller brud med et voldeligt forhold.

Røde Kors Qnet kan kontaktes telefonisk på 21 19 86 52.