Den sociale brevkasse: Hvor længe skal min kone leve af min indtægt?

Er du faret vild i junglen af regler og paragraffer, kan du få hjælp af socialrådgiver Puk Sabber - skriv til densocialebrevkasse@eb.dk

Et midaldrende ægtepar er kommet i klemme i systemet. Kvinden er i et ressourceforløb og modtager ingen ydelse fra det offentlige. Men det skal hun have, fortæller Ekstra Bladets socialrådgiver, Puk Sabber, det ulykkelige par og råder dem til at klage. Foto: Shutterstock.com
Et midaldrende ægtepar er kommet i klemme i systemet. Kvinden er i et ressourceforløb og modtager ingen ydelse fra det offentlige. Men det skal hun have, fortæller Ekstra Bladets socialrådgiver, Puk Sabber, det ulykkelige par og råder dem til at klage. Foto: Shutterstock.com

Kære Puk

Min kone er blevet syg med fibromyalgi og er i et afklarings-/ressource-forløb i kommunen med henblik på at få et fleksjob. Det har nu taget over et år.

Vi bliver sendt fra Herodes til Pilatus, uden at der sker noget brugbart. Hvor lang tid tager sådan et forløb? Hvad skal vi regne med? Jeg har læst, at det kan tage over tre år!

Mit næste problem er, at jeg kun kan forsørge min kone i et lille år, da jeg har nogle forsikringspenge, vi tærer på. Herefter har jeg intet ud over et hus, som jeg ikke kan tage lån i, da banken har oplyst, at jeg på grund af kun én indtægt – jeg er førtidspensionist – ikke kan låne flere penge. Desuden vil vi heller ikke kunne sidde i huset med kun én indtægt, hvis det skal belånes.

Hvad kan jeg gøre? Som det er nu, er vi ikke berettigede til hjælp af nogen art. Heller ikke når pengene slipper op. Og som jeg har forstået det, får min kone heller ingen penge, hvis hun skal i jobafklaring eller praktik.

Jeg er også klar over, at jeg heller ikke må eje en bil eller have mere end 20.000 kroner tilsammen med min kone i værdi, men som jeg ser det, bliver man nødt til at opgive det hele og søge kontanthjælp for at kunne sidde i huset. Og så ryger man jo helt ud af fleksjob-systemet.

Min kone, som er 50 år, vil ikke kunne varetage et almindeligt job – det har hun prøvet flere gange. Hun får smertestillende medicin og har fået en del behandlinger.

Hvad kan du råde os til?

Venlig hilsen S.D.

 

Kære S.D.

Jeg forstår ikke, at din kone ingen indtægt har? Man har jo krav på ressourceydelse under et ressourceforløb – og ydelsen er ikke afhængig af ægtefællens indtægt.

Derudover er det sådan, at når man er i et ressourceforløb, er man netop undtaget fra reglerne om formuekrav. Det vil sige, at man godt kan være gift og have ejendom, uden at der bliver modregnet – eller der bliver set på indtægt og formueforhold i øvrigt. Har man indtægter, trækkes disse fra ressourceforløbs-ydelsen.

Socialrådgiver Puk Sabber bestyrer den sociale brevkasse. Foto: Jakob Boserup
Socialrådgiver Puk Sabber bestyrer den sociale brevkasse. Foto: Jakob Boserup
 

Lønindtægter medfører, at ydelsen nedsættes med 30 procent af lønindtægten, indtil den samlede lønindtægt inklusive pension udgør 13.446 kroner og med 55 procent af lønindtægten derudover. Andre indtægter medfører fradrag krone for krone.

Hvis din kone virkelig er i et ressourceforløb og ingen ydelse får, så vil jeg råde jer til at klage over det med det samme – og dertil søge det med tilbagevirkende kraft. I kan klage over sagsbehandlingen til borgmesteren, der er den øverste ansvarlige for kommunens administration.

Derudover spørger du om, hvor lang tid et ressourceforløb tager. I realiteten kan det jo tage op til fem år – og dertil forlænges, hvis din kone altså selv ønsker det.

Det vigtigste er at holde øje med de indsatser, der er tilrettelagt i forløbet, og få sikret sig, at de bliver gennemført, da sagen ellers kan fortsætte i det uendelige – så der kan sættes ’flueben’ ved de forskellige indsatser, og at sagen dermed kan blive prøvet med henblik på, at din kones situation er dokumentret og afklaret nok i forhold til at få bevilget fleksjob.

Og her gælder det desværre om, at man selv er opmærksom på, at alle de planlagte indsatser gennemføres/dokumenteres.

Held og lykke.

Med venlig hilsen Puk

Noter

Hvis man før et ressourceforløb modtog sygedagpenge eller ledighedsydelse, vil man modtage ressourceforløbs-ydelse på niveau med den hidtidige ydelse.

Det er din kommune, som træffer afgørelse om ressourceforløbs-ydelse. Du kan klage over kommunens afgørelse til Ankestyrelsen.

Det er en betingelse for at modtage ressourceforløbs-ydelse, at man står til rådighed for de tilbud, som fremgår af rehabiliteringsplanen, og som er en del af ressourceforløbet. Man skal også deltage i opfølgningssamtaler og lignende i kommunen.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere