Den sociale brevkasse: Ingen kontanthjælp til enlig forsørger over 30 år

Er du faret vild i junglen af regler og paragraffer, kan du få hjælp af socialrådgiver Puk Sabber - skriv til densocialebrevkasse@eb.dk

Malika har ikke kunnet finde læreplads efter uddannelsen og har derfor svært ved at forsøge sig. Modelfoto: Finn Frandsen/Polfoto
Malika har ikke kunnet finde læreplads efter uddannelsen og har derfor svært ved at forsøge sig. Modelfoto: Finn Frandsen/Polfoto

Hej Puk

Jeg er incestbarn fra lille og har dermed ikke haft den fornødne evne til at gennemføre en uddannelse før nu.

Mine senfølger af overgrebene har været forringet forældre-evne (hvorfor jeg måtte opgive at have mine to store børn hos mig) samt rod i livet (alt fra økonomi til dagligdag), og det er også baggrunden for, at jeg har haft en del år på kontanthjælp.

I sommeren 2014 begyndte jeg på HHX, men jeg havde meget fravær, da jeg var dagsindlagt med min søn i tre uger – og til jul indså jeg, at jeg er kommet for langt bagefter og valgte selv at drosle ned til HGV, som jeg startede på i januar 2015.

Det vil sige, at jeg går fra uddannelse til uddannelse og får derved SU hele vejen. HGV’en går godt – og jeg får gode karakterer. Alligevel lykkedes det mig ikke at finde en praktikplads/læreplads, hvorfor jeg allerede inden afslutning på skolen henvendte mig til kommunen for at høre, hvordan jeg stillede mig i forhold til at søge en kontanthjælp, indtil jeg kunne få en læreplads.

Her får jeg i første omgang at vide, at der er to måneders karantæne-periode, men da de ser, at jeg er alenemor, gælder denne regel ikke, så jeg skal bare henvende mig første hverdag efter uddannelses afslutning og søge på normal vis.

Det gjorde jeg naturligvis – MEN jeg fik afslag, fordi jeg er over 30 år og i ubrudt uddannelse. Jeg fik telefonisk at vide, at havde jeg være i samme situation, men under 30 år, havde jeg været berettiget.

Jeg blev oplyst om, at jeg kan søge overlevelseshjælp til februar måned. Det fik jeg også afslag på grundet indtægt af børnepenge. Mine forældre lånte mig af deres opsparing til husleje og mad (de er selv begge på førtidspension) – og jeg søgte ny overlevelseshjælp til marts. Her fik jeg 1750 kroner til mig selv, men intet til mine børn, da de jo får 1300 kroner af deres fædre.

Der var INGEN, der fortalte mig noget om, hvordan jeg stillede mig til husleje og el-regning. Det fandt jeg så ud af, at der skulle søges som endnu en enkeltydelse, hvilket er gjort – men svaret er ikke kommet endnu. Dog ved jeg, at jeg i ren rykkergebyr kommer til at betale 200 kroner tilsammen.

Kan det virkelig være rigtigt, at fordi jeg er over 30 år, så er jeg ikke berettiget til den samme kontanthjælp i karensperioden som enlige forældre under 30 år?

Venlig hilsen Malika

 

Kære Malika

Din sag vidner om en lovgivning, der ikke tager højde for at alle enlige forsørgere, der uanset alder kan havne i den samme nødsituation rent socialt. Det er rigtigt, at der med kontanthjælpsreformen i 2014 blev indført en karantæne på to måneder for dem over 30 år – forsørger eller ej.

Man har her ikke tænkt på, at der er børn at tage hensyn til – og at det i sidste ende er dem, der rammes. Ligesom med det nye kontanthjælpsloft der også vil ramme de enlige forsørgere på kontanthjælp. Og det er rigtigt, at når man er under 30 år og forsørger, da kan man få to måneders forudbetalt hjælp, såfremt det skønnes, at der ikke er andre muligheder for at afdække de faste udgifter.

Foto: Jakob Boserup
Foto: Jakob Boserup
 

Din sag er for mig at se omgærdet af dårlig sagsbehandling. Du skulle fra start have haft råd- og vejleding i at ansøge om alle de enkeltydelser, der kunne dække jeres faste udgifter, herunder el og husleje. Det er kommunens pligt at rådgive dig bedst muligt og ud fra en samlet vurdering.

Hvis du har overskuddet, og jeg forstår godt, hvis du ikke har, da burde du klage over mangelfuld råd- og vejledning/dårlig sagbehandling jf. retsikkerhedsloven.

Du får som sådan ikke noget ud af det, men jeg synes bare, at alt for mange kommuner slipper af sted med elendig og tilfældig sagsbehandling af komplekse sociale sager, fordi de fleste ikke har kræfterne til selv at klage – og derudover ikke har nogle forudsætninger for at kende til lovens muligheder.

Fremover skal du huske at søge alt på skrift – og dertil få et skriftligt afslag, så du kan klage over det.

Jeg håber, du og dine børn klarer det. Det er godt nok en barsk social virkelighed.

De bedste hilsner fra Puk

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere