Den sociale brevkasse: Jeg har brug for en støtteperson

Er du faret vild i junglen af regler og paragraffer, kan du få hjælp af socialrådgiver Puk Sabber - skriv til densocialebrevkasse@eb.dk

Psykiske diagnoser har ført til, at Line lever et isoleret livet, der mest foregår på de sociale medier. Hun beder Puk om hjælp til at bryde den onde cirkel og kommer ud iblandt andre. Modelfoto: Shutterstock.com
Psykiske diagnoser har ført til, at Line lever et isoleret livet, der mest foregår på de sociale medier. Hun beder Puk om hjælp til at bryde den onde cirkel og kommer ud iblandt andre. Modelfoto: Shutterstock.com

Kære Puk

Jeg har flere psykiske diagnoser og lever derfor et meget isoleret liv – jeg har trukket mig fra alle sociale arrangementer og har selv svært ved at komme ud at handle. Jeg køber mange af mine dagligvarer på internettet, som så bliver bragt til min dør.

Jeg har efterhånden vænnet mig til at leve i min egen verden, og det meste af den kontakt, jeg har til andre mennesker, forgår via internettet, for eksempel Facebook og andre sociale medier.

Det har været sådan i nogle år nu, og selvom jeg har vænnet mig mere eller mindre til at være en slags eneboer, der klarer sig selv, kan jeg godt mærke, at jeg savner at komme ud.

Jeg har ikke altid levet sådan. Det er ligesom kommet glidende, samtidig med at jeg fik det værre og værre psykisk.

Jeg modtager sociale ydelser via kommunen, der har ’fredet’ mig igennem nogle år, så jeg ikke skal ud i alle mulige underlige kurser, som de ellers sendte mig på i starten.

Jeg har ikke nogen personlig kontakt til min sagsbehandler, som jeg faktisk ikke ved, hvem er – og når jeg har prøvet at få kontakt, er det ikke rigtig lykkedes mig – eller også er der en ny sagsbehandler, der ikke kender mig og min situation. Jeg føler derfor ikke, at jeg har et sted at gå hen og forklare min livssituation.

Mit spørgsmål er derfor, om man ikke kan få en form for støtteperson, der kan hjælpe en lidt med at komme udenfor. Det ville være det første skridt på vejen, at jeg har en at følges med.

Mange hilsner Line

 

Kære Line
Det lyder, som om du er endt i en helt forfærdelig fastlåst situation. Der er ingen tvivl om, at du har brug for hjælp til at komme videre i livet.

Kommunen er faktisk forpligtet til at give dig en råd- og vejledningssamtale, hvor de oplyser om dine muligheder for at få hjælp. Du har ret i, at det i din situation ville være en god idé at få tilknyttet en støtteperson – denne bevilliges efter paragraf 85 i serviceloven.

Socialrådgiver Puk Sabber bestyrer den sociale brevkasse. Foto: Jakob Boserup
Socialrådgiver Puk Sabber bestyrer den sociale brevkasse. Foto: Jakob Boserup
 

Loven siger, at ’kommunen skal tilbyde hjælp, omsorg eller støtte samt optræning og hjælp til udvikling af færdigheder til personer, der har behov herfor på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer’.

Du har i dén grad brug for hjælp på grund af din nedsatte psykiske funktionsevne og dine særlige sociale problemer. Men hvis du har svært ved selv at overskue at ansøge kommunen om støtte, kan du kontakte enten psykiatrifondens rådgivning eller SIND på:

psykiatrifonden.dk og sind.dk.

Du har begge steder mulighed for at få gratis rådgivning. Hos SIND har de flere lokalafdelinger og en bisidderordning, hvor det måske vil være muligt for dig at få hjælp til at gå til møde med dig på kommunen.

For før du kan få bevilget en støtteperson, skal du til samtale med en sagsbehander i socialforvaltningen, der skal tage stilling til, om du er i målgruppen for at få bevilget en støtteperson efter paragraf 85 i serviceloven.

Jeg håber, du tager kontakt til ovenstående rådgivning/rådgivninger – hvis du mod forventning ikke skulle få noget ud af det, må du meget gerne kontakte mig igen.

Med venlig hilsen Puk

2 procent af alle dødsfald er relateret til svage sociale relationer. Det svarer til mellem 1000 til 1500 dødsfald på landsplan.

Andelen af mennesker der ofte er uønsket alene, er størst blandt personer med grundskole som højeste gennemførte uddannelsesniveau. Her er 9,5 procent ensomme. Blandt personer med en lang videregående uddannelse er andelen 3,2 procent.

Andelen af personer der ofte er uønsket alene, er 6,1 procent for kvinder og 5,3 procent for mænd.

Kilde: Den nationale sundhedsprofil

 

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen