Den sociale brevkasse: Jeg har brug for hjælp til at passe min demente far

Er du faret vild i junglen af regler og paragraffer, kan du få hjælp af socialrådgiver Puk Sabber - skriv til densocialebrevkasse@eb.dk

Der er hjælp at få til at passe en dement far, men de offentlige veje er snørklede, så det er en god idé at søge hjælp – for eksempel hos Ældresagen, skriver Ekstra Bladets socialrådgiver Puk Sabber. Modelfoto: Shutterstock.com
Der er hjælp at få til at passe en dement far, men de offentlige veje er snørklede, så det er en god idé at søge hjælp – for eksempel hos Ældresagen, skriver Ekstra Bladets socialrådgiver Puk Sabber. Modelfoto: Shutterstock.com

Hej Puk

Jeg skriver til dig med et lidt anderledes spørgsmål, men jeg ved ikke, hvor jeg ellers skal henvende mig.

Det er sådan, at jeg selv har valgt at passe min far, som har vaskulær demens. Han er meget svær at passe på, og derfor valgte jeg at hente ham hjem til mig selv.

Før han flyttede hjem til mig, boede han på et plejehjem. Jeg og resten af familien kom der ofte. Vi fandt ham tit uplejet med en våd ble. Jeg kunne ikke lide at diskutere det med personalet, da jeg i længden syntes, det var pinligt. Det er kort fortalt et helvede at være dement sådan et sted!

Mit spørgsmål er, om der overhovedet er nogen muligheder for at få økonomisk støtte fra kommunen, nu hvor jeg har taget min far hjem og i pleje?

Med venlig hilsen Jamil M.

 

Kære Jamil
Jeg synes, det er rigtig flot, at du har overskud til at passe din far hjemme! Desværre lever vi i en kultur, hvor vi har overladt mere og mere pasning af vores børn og ældre pårørende til systemet – og det ofte med god grund, da systemet ikke efterlader os med megen tid med de evige krav om fuldtidsarbejde med videre.

Der er hjælp at hente. Du kan få noget støtte og aflastning til at få passet din demente far i hjemmet.

Socialrådgiver Puk Sabber bestyrer den sociale brevkasse. Foto: Jakob Boserup
Socialrådgiver Puk Sabber bestyrer den sociale brevkasse. Foto: Jakob Boserup
 

Først og fremmest er det en god idé at overveje, om du skal blive værge for din far, eller om det er nok at få en fuldmagt fra ham, så du kan varetage hans interesser i forhold til ansøgninger om hjælp og støtte samt eventuelle hjælpemidler. Derudover er der jo også alle hans økonomiske interesser, som han formentlig skal have hjælp til.

Jeg vil råde dig til, at melde dig/ham ind i Ældre Sagen, der har en meget specialiceret viden på området, og som kan rådgive hele vejen igennem forløbet. Derudover har de også ’demensaflaster’-ordningen, hvor besøgspersoner kommer i hjemmet, så du kan komme ude og få lidt luft.

Der er mange ting, du skal være opmærksom på, når du passer en pårørende. Det kommunale system kan være en kringlet sag, hvor du får brug for støtte, når du for eksempel skal søge om hjemmehjælp og aflastning i og uden for hjemmet. Derudover er der en hel jungle at forholde sig til, når du på hans vegne skal ansøge om hjælpemidler.

Du har mulighed for at blive ansat som passer til en pårørende, der er syg eller handikappet, i op til seks måneder jævnfør paragraf 118 i serviceloven – der er dog en række betingelser, der skal være opfyldt.

Så der er altså flere muligheder for både dig og din far, når det kommer til at få hjælp – både praktisk og økonomisk.

Jeg håber, du finder en fornuftig rådgiver, der kan hjælpe jer gennem det meget komplekse system. Det er næsten ikke til at finde ud af – medmindre man får noget hjælp.

Med venlig hilsen Puk

Noter

Du kan ringe til Ældre Sagens rådgivere og få svar på sociale, juridiske, økonomiske og andre spørgsmål. Rådgivningen og telefonopkaldet er gratis på tlf. 80 30 15 27. Tjek åbningstider m.m. på www.aeldresagen.dk

Vaskulær demens er, efter Alzheimers sygdom, den næst hyppigste form for demens. Den skyldes blodpropper, blødninger, småkarssygdom eller svigtende tilførsel af ilt til hjernen.

Link til videnscenter for demens

 

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere