Den sociale brevkasse: Jobcenter gør mig endnu mere syg

Er du faret vild i junglen af regler og paragraffer, kan du få hjælp af socialrådgiver Puk Sabber - skriv til densocialebrevkasse@eb.dk

En sagsbehandler har tvunget den rygopererede brevskriver til træning to gange i ugen med en fysioterapeut. Men bagefter er mandens ryg og resten af kroppen helt ødelagt indtil næste træning. Modelfoto:Shutterstock.com
En sagsbehandler har tvunget den rygopererede brevskriver til træning to gange i ugen med en fysioterapeut. Men bagefter er mandens ryg og resten af kroppen helt ødelagt indtil næste træning. Modelfoto:Shutterstock.com

Hej Puk

Jeg er en mand på 30 år, der er rygopereret fire gange siden 2013. Jeg har været på kontanthjælp siden og kommer nok ikke i job igen. Jeg arbejdede som fisker og var vant til at tjene egne penge, så det har været et hårdt slag for mig at være på kontanthjælp.

Jeg tog kontakt til min mentor på jobcenteret og spurgte efter mulighed for psykolog, da jeg ikke har det godt psykisk mere. Dette blev afvist af mentor, da det er en dyr affære.

Jeg har nu været ved en speciallæge, som mener, at vakuum-behandling er det helt rigtige. Igen tager jeg kontakt til min mentor, men bliver afvist en gang til. Denne gang siger hun, at det er egen læge, der skal stå med udgiften.

Jeg sover ikke om natten på grund af gener efter operation, jeg kan ikke lege med børnene, og jeg har ikke haft overskud til andet end at tage mig af mine smerter. Alligevel gør jeg alt, de beder mig om – jeg skal for eksempel træne to gange om ugen med fysioterapeut. Problemet er så, at når jeg har trænet, så er ryggen og resten af kroppen ødelagt indtil næste træning to dage senere.

Jeg har fortalt dem på jobcenteret om de ekstra gener, træningen giver, men alligevel valgte min mentor/sagsbehandler at forlænge ’behandlingen’ yderligere seks uger.

Er det bare sådan her, reglerne er, eller tager hun fejl?

Med venlig hilsen Peter

 

Hej Peter
Det lyder, som om jobcenteret presser dig unødigt – og så meget, at du slet ikke har overskud til at hænge sammen, når det kommer til at være der for dine børn og dit øvrige privatliv. Det er ikke meningen, at ens behandling og afklaring skal gribe så langt ind i ens liv – du skal kun medvirke til det, du kan. Dertil skal du få en henvisning til psykolog via egen læge.

Socialrådgiver Puk Sabber bestyrer den sociale brevkasse. Foto: Jakob Boserup
Socialrådgiver Puk Sabber bestyrer den sociale brevkasse. Foto: Jakob Boserup

Jobcenter, herunder sagsbehandler, må aldrig tvinge dig ud i afklaring eller behandling, der forværrer din helbredsmæssige tilstand. Det er blevet gjort meget klart af Jørn Neergaard Larsen, der var beskæftigelsesminister fra 2015-16.

Han sagde, ’De lægelige oplysninger er vigtige i vurderingen af borgerens situation. Kommunen må ikke iværksætte indsatser, for eksempel virksomhedspraktik, der forværrer borgerens helbred. Det er et gennemgående princip i beskæftigelseslovgivningen. I tilfælde af at borgerens helbredsmæssige situation forværres under indsatsen, skal kommunen stoppe eller tilpasse indsatsen’.

Nedenfor finder du et link til hele ministerens svar til Finn Sørensen fra Enhedslisten, der netop spurgte til beskyttelse af syge i aktivering.

Du skal have en sygemelding fra din egen læge. Hvis din sygemelding er langvarig, for eksempel over 14 dage, skal kommunen gå ind og indhente yderlig dokumentation i din sag. Det har de pligt til at gøre efter paragraf 10 i retssikkerhedsloven, før de kan træffe yderligere afgørelser.

Dertil skal du SKRIFTLIGT bede kommunen om at tage stilling til, om du er i målgruppen for ressourceforløb. Du har været på kontanthjælp ALT for længe og er, efter min vurdering, i målgruppen. Kommunen SKAL behandle din ansøgning om ressourceforløb. Hvis de nægter, så kontakt mig igen.

Held og lykke til!

Med venlig hilsen Puk

132.100 personer modtog en af kontanthjælpsydelserne kontanthjælp, uddannelseshjælp eller integrationsydelse i juni i år. I forhold til juni 2017 er det et fald på 15.100 personer – svarende til ti procent.

8500 personer faldt antallet af offentligt forsørgede 16-64-årige med fra første til andet kvartal i år – til i alt 705.500 personer, når SU-modtagere ikke tælles med.

Op mod 8500 danskere, der har været på kontanthjælp i fem år eller mere, burde slet ikke være på kontanthjælp. Det viser de foreløbige resultater af en gennemgang af 25.000 langtidsledige kontanthjælpsmodtageres sager, som 89 af landets kommuner er i gang med.

Link til minister Neergaards svar.

62 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere