Den sociale brevkasse: Kommunen nægter mig ressourceforløb

Er du faret vild i junglen af regler og paragraffer, kan du få hjælp af socialrådgiver Puk Sabber - skriv til densocialebrevkasse@eb.dk

Man kan selv søge kommunen om at komme i et ressourceforløb, oplyser Ekstra Bladets socialrådgiver, Puk Sabber, til en brevskiver, der gerne vil videre i livet, trods en diagnose som bipolar. Foto: Shuttterstock.com
Man kan selv søge kommunen om at komme i et ressourceforløb, oplyser Ekstra Bladets socialrådgiver, Puk Sabber, til en brevskiver, der gerne vil videre i livet, trods en diagnose som bipolar. Foto: Shuttterstock.com

Hej Puk

Jeg er en kvinde på 37 år, som er enlig mor til en femårig dreng. Jeg har været på kontanthjælp i halvandet år nu, og pengene er små på trods af, at vi bor i en toværelses lejlighed, og jeg kun har de mest nødvendige forsikringer. Vi har for eksempel heller ikke adgang til internet.

Sagen er den, at mit arbejdsliv altid har været noget rod. Sidste år fik jeg så endelig diagnosen bipolar lidelse type 1 (før kaldet maniodepressiv, red.). Det gav mig lidt ro i sindet, og jeg får nu medicin. Jeg er dog ikke velmedicineret endnu og derfor ikke stabil.

Jeg bad selv kommunen om at komme i praktik, men de bad mig stoppe igen, da mit fremmøde var helt håbløst. Jeg har gentagne gange spurgt til ressourceforløb. Men de fejer det af.

Jeg forstår ikke, hvorfor mennesker med stress og angst kan komme i ressourceforløb, når stress trods alt kan helbreddes. Ikke at de ikke har brug for det – det har de helt sikkert – men min sygdom er kronisk. Jeg slipper aldrig af med den.

Kommunen støtter mig i, at jeg ender i fleksjob – på et eller andet tidspunkt. Så jeg forstår ikke, hvorfor de afviser mit ønske om ressourceforløb?

Er der noget, jeg kan gøre eller sige for at få den hjælp?

Med venlig hilsen Tina

 

Kære Tina
Det korte svar er, ja, der er noget, du kan gøre.

Det er nemlig fastslået, at man som borger selv kan ansøge kommunen om at komme i et ressourceforløb. Det fremgår af principafgørelse 83-15, du kan læse afgørelsen her.

Socialrådgiver Puk Sabber bestyrer den sociale brevkasse. Foto: Jakob Boserup
Socialrådgiver Puk Sabber bestyrer den sociale brevkasse. Foto: Jakob Boserup

Kommunen kan dog ikke
alene tage stilling til din ansøgning om ressourceforløb, men skal behandle din ansøgning ud fra alle de muligheder, der er i loven. Det vil sige, at hvis kommunen for eksempel vurderer, at du ikke er i målgruppe for ressourceforløb, så skal de tilbyde dig andre indsatser efter den sociale lovgivning, det kan være et fleksjob, revalidering eller førtidspension – blot for at nævne eksempler på andre muligheder.

Du skal helt konkret skrive en ansøgning. Du behøver ikke skrive så meget i den, men kan blot anføre følgende:

’Jeg XXX ansøger hermed XXX kommune om, at der tages stilling til, om jeg er i målgruppen for ressourceforløb – og i så fald indstiller min sag for kommunens rehabiliteringsteam.

Jeg forventer at modtage svar herpå inden for forvaltningens oplyste svarfrist.

Jeg skal i øvrigt henvise til afgørelse, der oplyser om retten til selv at ansøge om et ressourceforløb: Principafgørelse 83-15.

Med venlig hilsen

XXX’

De fleste kommuner har offentliggjort svarfrister på ansøgninger på deres hjemmeside, herunder også på ressourceforløb – hvis de ikke har, kan du bede om at få det oplyst. Normalt er der fire-seks ugers svarfrit på ansøgninger om ressourceforløb.

Husk, at når du afleverer din ansøgning, så få den stemplet som ’modtaget’, så du har ’bevis’ på din ansøgningsdato. Husk også, at du kan klage over den afgørelse, som kommunen træffer, hvis du ikke er enig i afgørelsen.

Mange hilsner Puk

Noter

Ressourceforløb tilkendes for eksempel personer med aktuelle komplekse problemer. Det kan være helbredsproblemer, misbrug, sociale forhold og andet, hvor udsigten til at komme i ordinær beskæftigelse eller uddannelse er lang.

Det er en betingelse for at modtage ressourceforløbs-ydelse, at du står til rådighed for de tilbud, som fremgår af rehabiliterings-planen, og som er en del af ressourceforløbet. Det er også et krav, at du deltager i opfølgningssamtaler og lignende i kommunen.

4480 personer var gennem et ressourceforløb i årene 2012-2016. Af dem er kun 130 kommet ud i et almindeligt job bagefter, viser en opgørelse fra Beskæftigelsesministeriet.

29 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere