Den sociale brevkasse: Kommunen tog mine feriepenge

Er du faret vild i junglen af regler og paragraffer, kan du få hjælp af socialrådgiver Puk Sabber - skriv til densocialebrevkasse@eb.dk

Rasmus undrer sig over, at kommunen modregner hans feriepenge i hans fleksydelse. Polfoto
Rasmus undrer sig over, at kommunen modregner hans feriepenge i hans fleksydelse. Polfoto

Hej Puk

Jeg står i en situation, hvor jeg undrer mig over, hvordan systemet fungerer i forhold til min sag.

Jeg er i december 2014 blevet ansat i et fleksjob, hvilket jeg er meget glad for. Jeg er ansat i 37 timer, hvor min chef betaler for 19 timer, og kommunen betaler så fleksydelse for de resterende timer.

Jeg har optjent feriepenge, og jeg skulle afholde ferie i tre uger. Kommunen krævede at modregne mine feriepenge i den fleksydelse, jeg modtager – men må de egentlig det?

Jeg er klar over, at jeg ikke må modtage feriepenge og løn under ferie. Men jeg har svært ved at se, hvorfor de nu vil modregne det.

Jeg håber, du kan hjælpe mig med at finde ud af, om de egentlig må dette.

Med venlig hilsen en fortvivlet borger

Rasmus M.

 

Kære Rasmus

Tillykke med, at du har fået et fleksjob, hvilket kan være rigtig svært i disse tider.

Jeg kan godt forstå, du undrer dig over, at kommunen må modregne i dine feriepenge. Det virker ulogisk, men ikke desto mindre har kommunen ifølge loven ret til det.

Det fremgår i følgende bekendtgørelse: BEK nr 811 af 27/06/2014 – bekendtgørelse om beregning af og fradrag i fleksløntilskud.

Her står der om indhentelse af oplysninger om løn, feriegodtgørelse m.v. jf. paragraf 7 stk. 2:

’Kommunen skal indhente oplysninger om beløb hensat til ferie og feriegodtgørelse i indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister. Det beløb, der skal anvendes ved beregning af fleksløntilskuddet efter paragraf 3, stk. 2, beregnes som en forholdsmæssig del af det samlede bruttobeløb i forhold til det antal feriedage, der afholdes’.

Socialrådgiver Puk Sabber bestyrer den sociale brevkasse. Foto: Jakob Boserup
Socialrådgiver Puk Sabber bestyrer den sociale brevkasse. Foto: Jakob Boserup
 

Kommunen kan endvidere indhente oplysninger om ferie og feriegodtgørelse, som er registreret i Feriekonto via den elektroniske adgang, som Feriekonto stiller til rådighed, hvis oplysningerne om ferie m.v. ikke fremgår af indkomstregistret.

Kommunen skal indhente oplysninger, som ikke fremgår af indkomstregisteret, om f.eks.lønindtægter, indtægter fra selvstændig bibeskæftigelse, feriegodtgørelse, periode for ferieafholdelse m.v., fra den ansatte i fleksjobbet efter reglerne i paragraf 11, stk. 1, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Det sker for at afdække, om der skal finde en modregning sted.

Normalt ansøger man som fleksjobber jobcenter om ledighedsydelse under afholdelse af ferie. Dette har man ret til allerede som ansat efter det første ferieår.

Nu ved jeg ikke, om du har ansøgt kommunen herom, eller du bare har fået udbetalt din fulde løn og dermed er blevet trukket med det beløb, der svarer til ledighedsydelse under ferie.

Men det korte svar på dit spørgsmål er: Ja, kommunen må godt modregne din fleksløntilskudsydelse.

Med venlig hilsen Puk Sabber