Den sociale brevkasse: Kontanthjælpsloftet gør mig angst

Er du faret vild i junglen af regler og paragraffer, kan du få hjælp af socialrådgiver Puk Sabber - skriv til densocialebrevkasse@eb.dk

Puk Sabber forstår godt en enlig mors bekymring for fremtiden, når der skæres i hendes kontanthjælp. – Den nye lov er både unfair og asocial, mener hun. Modelfoto/Polfoto
Puk Sabber forstår godt en enlig mors bekymring for fremtiden, når der skæres i hendes kontanthjælp. – Den nye lov er både unfair og asocial, mener hun. Modelfoto/Polfoto

Hej Puk

Jeg står i den situation, at jeg bor sammen med min søn på ti år og er på kontanthjælp. Vi bor i en lejebolig, hvor jeg nu modtager boligsikring og får et tilskud som enlig forsørger. Derfor kan jeg lige klare de faste udgifter. Det er ikke, fordi vi har særlig mange penge tilbage hver måned, når de faste udgifter er betalt. Vi lever for omkring 2500 kroner. Vi lever derfor mange gange af datomad, og jeg køber aldrig nyt tøj, men køber det, jeg kan finde i genbrugsbutikker.

Jeg har svært ved at se, hvordan jeg overhovedet kan leve for mindre. Siden regeringen indførte det kommende loft over kontanthjælpen, har jeg levet i angst, da jeg ikke aner, hvad jeg skal stille op, når det rammer mig og min søn. Jeg kan se, at jeg står til at miste omkring 3000 kroner om måneden. Det vil sige, at jeg og min søn ikke kan blive boende i vores bolig. Mit problem er, at jeg ikke aner, hvordan jeg skal finde en ny lejlighed, der er billigere end den, vi har nu. Vi bor på Sydsjælland, og vi bor i forvejen billigt i forhold til mange andre. Vores netværk er her – og min søns skole, hvor alle hans venner er. Vores eneste familie bor også i området – og jeg ville ikke ane, hvordan jeg skulle klare mig uden netværket, hvis jeg skulle flytte væk.

Jeg er så bekymret for fremtiden, at jeg ikke kan sove om natten, hvor jeg bare ligger og tænker på, hvad der kommer til at ske. Jeg har ingen gæld – og har skåret alle de mulige udgifter ned.

Grunden til, at jeg er på kontanthjælp, er, at jeg aldrig er kommet ind på arbejdsmarkedet. Jeg har haft en svær opvækst og har ikke været heldig i mit liv. Jeg har forsøgt, men er hver gang endt i ingenting. Jeg har mange skavanker både fysisk og psykisk, men slet ikke nok til at ryge over i en anden kasse i systemet, så derfor er jeg fastlåst på kontanthjælp. Jeg føler, at mit liv er ved at falde fra hinanden. Jeg er bange for, at kommunen kan finde på at tage min søn fra mig, hvis vi bliver hjemløse – og jeg kan intet svar få fra min sagsbehandler. Det er, som om jeg bare sidder og venter på, at det hele synker. Mit spørgsmål er, om der overhovedet er noget at gøre i min situation?

Jeg forstår slet ikke, at politikerne ikke kan se, at de ender med at sætte flere enlige forældre og børn på gaden med det nye loft. Hvad har de tænkt sig, at vi skal gøre? Hvis bare du har et lille råd,vil jeg blive glad.

Med venlig hilsen den angste mor

 

Kære angste mor

Jeg kan godt forstå, du er bekymret. Det er så unfair og asocial en lov, der er blevet vedtaget. Og det er en realitet for mange, at de ikke kan blive i deres bolig, når loftet rammer her til efteråret.

Foto: Jakob Boserup
Foto: Jakob Boserup

Jeg ved, at mange, der har været længe på kontanthjælp, har forsøgt at få deres sag afklaret i forhold til at få tildelt et ressourceforløb, inden loftet rammer. Hvis du har været på kontanthjælp længe og har komplekse problemer ud over ledighed, kan det jo være, at du er i målgruppen for at blive indstillet til et ressourceforløb. Mange sagsbehandlere har selv været opmærksomme på det – og har forsøgt at få indstillet så mange som muligt, da ressourceydelsen jo ikke er omfattet af loftet.

Jeg vil råde dig til, at du med det samme kontakter din ansvarlige sagsbehandler og beder hende vurdere din sag i forhold til at kunne blive indstillet til et ressourceforløb. Det er hendes ansvar at få belyst din sag – at få indhentet alle de relevante dokumenter – og måske få sat dig i en arbejdspraktik, inden hun indstiller dig.

Du har ingen tid at spilde. Du har travlt, hvis din sag kræver at blive belyst ud fra de krav, der stilles.

Jeg håber, at det kan lykkes for dig. Ellers må du kontakte mig igen.

Med venlig hilsen Puk

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere