Den sociale brevkasse: Min kæreste er tidligere anbragt, men står uden hjælp

Er du faret vild i junglen af regler og paragraffer, kan du få hjælp af socialrådgiver Puk Sabber - skriv til densocialebrevkasse@eb.dk

Børn, der har været anbragt uden for hjemmet, har ret til hjælp fra kommunen, når en belastet barn- og ungdom, skal veksles til et liv som selvstændig voksen, forklarer Ekstra Bladets socialrådgiver, Puk Sabber. Modelfoto: Shutterstock
Børn, der har været anbragt uden for hjemmet, har ret til hjælp fra kommunen, når en belastet barn- og ungdom, skal veksles til et liv som selvstændig voksen, forklarer Ekstra Bladets socialrådgiver, Puk Sabber. Modelfoto: Shutterstock

Hej Puk

Min kæreste er 19 år og har været anbragt i familiepleje, fordi hendes forældre ikke passede hende og skræmte hende.

Hun har ikke gået særligt meget i skole og er ord- og talblind. Hun lider ekstremt meget af angst – bare at tale i telefon med en fremmed giver hende hjertebanken og får hende til at svede helt vildt. Hun har meget lidt selvtillid.

Hun har meget lidt tiltro til det offentlige, fordi hun har råbt på hjælp hele sin barndom, men er blevet ignoreret.

Kan hun få førtidspension, da hendes barndom blev ødelagt, og hendes psykiske lidelser forhindrer hende i at indhente det tabte?

Hun har intet netværk overhovedet, da alle de voksne, der har været i hendes liv, har svigtet hende.

Med venlig hilsen,

En bekymret kæreste

 

Kære begge to
Det er svært at forstå, hvordan din kæreste – et tidligere anbragt barn uden netværk – bliver svigtet så groft af det system, der burde passe på hende.

Kan din kæreste kan få førtidspension på grund af sin traumatiske opvækst?

Det korte svar er nej. Det skyldes hendes alder – loven giver ingen mulighed for, at personer under 40 år kan få førtidspension, medmindre de er så syge, at de absolut ingen arbejdsevne har tilbage – for eksempel svært tilskadekomne trafikofre, der er blevet lammet og hjerneskadet. Hvis du kan vrikke med foden og kan alfabetet, er det nærmest umuligt at få tilkendt førtidspension i så ung en alder.

Socialrådgiver Puk Sabber bestyrer den sociale brevkasse. Foto: Jakob Boserup
Socialrådgiver Puk Sabber bestyrer den sociale brevkasse. Foto: Jakob Boserup
 

Men det betyder ikke, at din kæreste ikke kan få hjælp som tidligere anbragt. Hun er berettiget til ’efterværn’ indtil det 23. år. Med et efterværn som tidligere anbragt kan man blandt andet få hjælp til bolig, få en kontaktperson, og man kan få andre former for støtte, der kan bidrage til en god overgang til en selvstændig tilværelse som voksen.

Efterværnet kan tildeles, frem til den unge fylder 23 år, eller genetableres, hvis den unge fortryder at have afvist støtte, eller hvis den unges situation ændrer sig, så der bliver brug for støtte alligevel.

Din kæreste skal tage kontakt til kommunen og bede om, at støtten genetableres. Når hun får tildelt efterværn, skal sagsbehandler og hun sammen lægge en plan for den hjælp, der er brug for.

Hvis din kæreste bliver afvist eller slet intet svar får fra kommunen, skal hun kontakte foreningen De anbragtes vilkår – en forening for tidligere anbragte børn, der yder støtte og hjælp. De ved, hvad hun skal gøre, hvis kommunen nægter at hjælpe. Desuden er der generelt god støtte at hente for hende blandt andre tidligere anbragte børn og unge.

Læs mere på deanbragtesvilkar.dk.

Med venlig hilsen Puk

Noter

Blandt tidligere anbragte børn ser man en tendens til lav uddannelse og ingen beskæftigelse, flere fængselsdomme og større problemer med misbrug.

13.500 børn og unge er anbragt uden for hjemmet i Danmark.

Børn der er udsatte tidligt i livet, klarer sig generelt set markant dårligere end deres jævnaldrende, der ikke har været udsatte tidligt i livet. Det viser en analyse fra Danmarks Statistik fra juni 2018.

 

Skærm

Hent flere
Hent flere