Hej Puk
Jeg står i den situation, at jeg er på kontanthjælp og går sygemeldt i øjeblikket.
Det skyldes, at jeg har fået konstateret slidgigt i ryggen samt noget med mine hofter. Min reumatolog siger, at det ikke ser godt ud. Derudover har jeg fået konstateret diabetes type 2.
Jeg har i næsten hele mit arbejdsliv beskæftiget med alt inden for transportområdet, hvor jeg har kørt lastbil og handicapbefordring. Det kan jeg ikke mere, da jeg nogle gange mister følelsen i mine ben.
Jeg er konstant nervøs for at få et blackout, når jeg kører enten lastbil eller handicapbefordring. Det har jeg også fortalt min sagsbehandler, ligesom jeg har fortalt, at jeg har konstante smerter i min ryg. Men min sagsbehandler lytter ikke og mener, at jeg sagtens kan komme ud at køre igen, hvis bare jeg får de nødvendige kurser.
Nu til det egentlige spørgsmål: Vil jeg kunne være berettiget til enten revalidering, fleksjob eller eventuelt førtidspension? Jeg vil helst omskoles via uddannelse.
Jeg er over 30 år og forsøger.
Med venlig hilsen Den fortvivlede
Kære fortvivlede
Det er svært at forstå, at din sagsbehandler mener, at du kan komme tilbage i det erhverv, som du er sygemeldt fra, når man læser det, du beskriver i forhold til angst for blackouts.
Det er lyder jo decideret farligt, da du udsætter andre mennesker for fare. Jeg tænker, at du skal få dine læge og eventuelt reumatolog til at skrive en erklæring, hvoraf det fremgår, at det er farligt for dig og andre mennesker at køre lastbil og transport på grund af dit dårlige helbred.
Der er jo ingen, der ønsker, at du kører rundt hverken i lastbil eller med handicappede mennesker.
Jeg tror ikke, du er i målgruppen til at få bevilget en førtidspension. De seneste afgørelser fra ankestyrelsen beskriver meget tydeligt, at selv mennesker med svære handicaps som f.eks. hjerneskade ikke kan få bevilget førtidspension. Man skal nærmest kunne arbejde helt ned til under en time om ugen for at få det bevilget.
Du vil muligvis være i målgruppen til at få bevilget et fleksjob, men i så fald skal du først afprøves i en form for praktisk arbejdsprøvning over tre-seks måneder. Og jeg tænker også, hvad du i så fald skulle arbejde indenfor, da du jo ikke længere kan bestride dit tidligere erhverv på grund af din sygdom.
Så den bedste idé ville for dig være – som du også selv peger på – en form for omskoling.
Nu har der jo været en masse på tale om, at den nuværende regering vil afskaffe revalideringen, men den eksisterer fortsat, og det er helt sikkert en mulighed for dig at ansøge om dette.
Jeg syntes altid, at man skal forsøge at ansøge om det, man som borger i det sociale system, har krav på – og som i øvrigt giver god mening. I dit tilfælde giver det jo rigtig god mening. Du vil gerne fortsat være i arbejde. Du har mange års erfaring på arbejdsmarkedet og har mere at give.
Derfor er det jo oplagt, at man netop omskoler et menneske som dig. Det er det, der er hele tanken bag revalidering.
Du skal ansøge kommunen skriftligt om det og dertil bede om at få et skriftligt svar, som du i tilfælde af et afslag kan anke.
Held og lykke til med det hele.
Med venlig hilsen Puk