Den sociale brevkasse: Mit barnebarn svigtes

Er du faret vild i junglen af regler og paragraffer, kan du få hjælp af socialrådgiver Puk Sabber - skriv til densocialebrevkasse@eb.dk

Arkivfoto: Finn John Carlsson
Arkivfoto: Finn John Carlsson

 

Hej Puk

Du hjalp mig med nogle gode informationer om mit anbragte barnebarn i september 2014, men nu kontakter jeg dig igen, da sagen endnu en gang er kørt fast.

Jeg er frustreret og magtesløs, fordi jeg blot kan stå på sidelinjen og se, hvordan mit barnebarn stadig er i mistrivsel fysisk, psykisk og socialt. Jeg betragter det som omsorgssvigt.

Min største frustration går på, at mit barnebarn får diverse handicapdiagnoser og ’erklæres uegnet til at have en selvstændig mening om, hvad hun gerne vil den sidste del af sin skolegang og ungdom’. Hun er nu 16 år, og opholdsstedet har understreget over for mig, at mit barnebarn skal blive hos dem, indtil hun fylder 23.

Sideløbende med handicapdiagnoserne følger opholdsstedet heller ikke henvisningen til behandlinger hos en fysioterapeut. De seneste fire år har der foreligget henvisning til to ugentlige behandlinger, men de er ikke udnyttet mere end tre gange i alt – en gang i marts 2011, i november 2011 og i februar 2012.

Det er oven i købet vederlagsfrit, så det er ikke økonomien, der er afgørende for, at mit barnebarn kunne få et normalt liv. I stedet anskaffes der en kørestol, hvilket vil forværre hendes situation og kan ende med, at hun får kroniske lidelser.

Jeg har søgt om at få hende i netværkspleje. Afvist. Jeg har søgt om at være hendes støtte i forskellige situationer. Afvist. Det positive, der kom ud af min henvendelse til forvaltningen, var at mit barnebarn fik nogle ekstra dage i juleferien, en weekend og hele vinterferien hos mig, hvilket alle glædede sig over.

Mit spørgsmål er, hvordan jeg kan få hjælp til at skaffe et værdigt liv for mit barnebarn?

Med venlig hilsen J.K.

 

Kære J.K.

Dit barnebarn har krav på en advokat, med den alder hun har som anbragt. Hvis hun ikke har en advokat, skal du omgående anmode om, at hun får beskikket en advokat, der kan varetage hendes sag og interesser.

Derudover overrasker det mig desværre ikke, at man i kommunen afviser at samarbejde og inddrage det primære netværk. Alt for mange kommuner følger ikke loven på anbringelsesområdet. Kommunernes Landsforening har den 6.3.2015 lanceret Deres nye anbefalinger på børneområdet til landets samtlige 98 kommuner.

En af anbefalingerne lyder således: ’Børn og unge skal som udgangspunkt støttes af netværk og familie. I tilfælde, hvor en anbringelse er nødvendig, skal det primært ske som slægts– eller netværksanbringelse eller anbringelse i en plejefamilie. Når et barn er anbragt, er det vigtigt at yde støtte til forældrene, så de støttes i at løse egne problemer og så vidt muligt fastholder relationen til barnet’.

Det kan undre, at kommunen vælger at afskære dig, når du nu er der som en ressourcestærk mormor. Som fagperson vil man altid vurdere, om du er til skade for dit barnebarn eller er i stand til at varetage hendes behov. Og som jeg opfatter det, har i et tæt og kærligt forhold, som bliver ødelagt af nogle beslutninger, der træffes ud fra et måske forkert skøn i sagen.

At man vil anbringe hende til det 23. år er for mig helt ubegribeligt, hvis der er et brugbart netværk.

Jeg synes, du skal fortsætte kampen – du kan eventuelt optage alle dine møder med kommunen, så du har din dokumentation på plads.

Derudover skal du med de nye retningslinjer fra Kommunernes Landsforening igen anmode om, at hun kan blive anbragt hos dig, og at du ønsker en skriftlig begrundelse for et eventuelt afslag.

Det vigtigste er, at du ikke giver op, da dit barnebarn har brug for dig. Du er åbenbart den eneste hun har til at varetage hendes behov og interesser, som kommunen jo i virkeligheden har til opgave.

Bedste hilsner fra Puk

LINK til Kommuneres Landsforenings udspil marts 2015

Er du faret vild i junglen af regler og paragraffer, kan du få hjælp af socialrådgiver Puk Sabber - skriv til densocialebrevkasse@eb.dk

4 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere