Den sociale Brevkasse: Nu mister jeg min boligstøtte

Er du faret vild i junglen af regler og paragraffer, kan du få hjælp af socialrådgiver Puk Sabber - skriv til densocialebrevkasse@eb.dk

Med det nye kontanthjælpsloft mister brevskriveren næsten hele sin boligsikring. 2300 kroner bliver skåret ned til 614 kroner. Foto: Peter Hove Olesen.
Med det nye kontanthjælpsloft mister brevskriveren næsten hele sin boligsikring. 2300 kroner bliver skåret ned til 614 kroner. Foto: Peter Hove Olesen.

Kære Puk

Jeg er vokset op i en plejefamilie, da min mor ikke magtede forældrerollen. Min mormor passede mig først, men hun stod så ikke til rådighed for arbejdsmarkedet, så hun kunne desværre ikke beholde mig.

Jeg kom derfor på et hjem for mødre og børn og derfra i familiepleje. Alt sammen inden for de første 18 måneder af mit liv. Derudover har jeg været igennem at miste en datter.

Alt dette er nok årsag til, at jeg er blevet diagnosticeret med en personlighedsforstyrrelse. Det har ikke været nemt – og jeg kæmper stadig med mit liv i en alder af 38 år.

Jeg er i udtrapningen fra min medicin, og jeg ved ikke, om jeg har lyst til at tude eller bare råbe, skrige og kaste med alting. Jeg kan skrige af grin for så pludselig at eksplodere i samme åndedrag. Det er så frustrerende.

Samtidig skal jeg fokusere på at være der for min store teenagedreng, der heldigvis klarer sig godt i skolen og har fået et fritidsjob.

Nu får jeg så at vide, at jeg med det nye kontanthjælpsloft mister næsten hele min boligsikring. De 2300 kroner, jeg får nu, bliver skåret ned til 614 kroner. Det bliver svært at finde noget, jeg har råd til at bo i.

Hvad skal jeg vælge fra? Mine hunde, der er min form for terapi – som jeg har svært ved at undvære. Hvis min søn kommer på videregående uddannelse, og de f.eks. skal på studietur, så må jeg sige nej, det er der ikke råd til.

Jeg føler, at jeg sidder helt fast – at jeg som udsat mor bliver presset så langt ud, at jeg er ved at opgive. Ethvert ord eller råd vil hjælpe.

Med venlig hilsen T fra Jylland

 

Kære T

Det er ikke nemt at tilhøre gruppen af mennesker på overførselsindkomst i disse dage – specielt ikke som kontanthjælpsmodtager, der nok er den mest udsatte gruppe i disse tider.

Det er jo ikke lang tid siden, at man reformerede området og nedsatte ydelserne. Nu er man så tilbage med pisken igen.

Foto: Jakob Boserup
Foto: Jakob Boserup
 

Det værste er nok, at kontanthjælpsloftet, der netop er vedtaget, også kommer til at ramme enlige forsørgere på kontanthjælp.

Og som du selv skriver, så vil det også i jeres tilfælde gå ud over din søn og hans mulighed for at kunne deltage i aktiviteter – og det er lige præcis det, der gør, at man som barn allerede føler sig sat udenfor.

Du oplyser, at din søn har fået et fritidsjob, hvilket jo er rigtig positivt. Det gør det langt nemmere for ham. Jeg kan godt forstå, at du som mor føler dig utilstrækkelig – men det virker, som om din søn nok skal klare sig på trods.

For mange kan det nok være svært at sætte sig ind i nødvendigheden af at beholde hunde i den givne situation, men jeg forstår det udmærket.

Når man ikke har en familie, er det for mange helt naturligt, at husdyr kommer til at erstatte de følelsesmæssige relationer. Som du selv beskriver, bliver de en form for terapeutisk hjælp og støtte.

Jeg vil råde dig til at kontakte Sind for at få dem til at hjælpe dig med at se på dine fremtidige muligheder for støtte – måske muligheden for at søge støtte ifølge paragraf 34 – særlig høje boligudgifter. Derudover har de flere forskellige tilbud, som du vil kunne drage nytte af.

Jeg håber det allerbedste for jer på trods af de her tider, hvor det at overleve som socialt udsat er en bedrift i sig selv.

De bedste hilsner fra Puk

 

Link til landsforeningen Sinds afdeling i dit nærområde.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere