Hej Puk Sabber
Jeg er født i 1967 og er blevet mobbet lige siden 2. klasse og helt frem til, da jeg gik halvandet år på efg. Jeg har haft en masse bøvl med det offentlige system, hvor ingen har villet lytte til, hvad jeg kom med. Tit fulgte der trusler om straf med, hvis jeg ikke gjorde, som de mente, jeg skulle gøre!
Jeg har været til samtaler i psykiatrien, og jeg har fået at vide, at jeg har disse diagnoser: personlighedsforstyrrelse, socialfobi, PTSD, omsorgssvigt, hypokonder – samt andre, jeg ikke kan huske navnet på. Jeg har måske også fragmenter af flere diagnoser, bl.a. autisme og OCD.
Jeg var i 2015 til en test for ADHD. Det viste sig, at jeg ikke havde ADHD, men at jeg faktisk har haft en hjerneskade siden mit andet eller tredje leveår. Men noget af det, som jeg så ikke forstår nu, er, at psykiatrien med et slag siger, at jeg ikke har nogen psykiske problemer. De siger, at mine problemer ene og alene skyldes min hjerneskade, og at psykiske problemer og hjerneskade ikke hører sammen. Men jeg kan jo læse mange steder, at disse to ting går hånd i hånd.
Jeg får så at vide, at jeg kan komme til noget træning i at lære at få struktur på min hverdag. Igen vil de ikke lytte til, hvad jeg siger, da jeg hader alt, der minder om skolebænken. Jeg får blot at vide, at jeg kan komme igen, når jeg er klar. For det første ved jeg ikke, hvad jeg skal være klar til, og hvad skal jeg gøre for at være klar.
Jeg har nul venner. Allerhelst skal folk være 50-200 meter fra mig, før jeg har det godt. Min tillid til andre kan ikke måles, og til det offentlige er der intet tilbage. Jeg har ikke tal på de trusler, det offentlige system er kommet med gennem mit liv. Den sidste var, at de truede mig og min kone med, at vi kunne komme på forsorgshjem, hvis vi ikke gjorde, som de nu mente var bedst!
Mit liv er rent lort. Stort set alt er taget fra mig, og jeg føler, at alle har travlt med at finde på undskyldninger for at være fri for at hjælpe mig.
Hvad er dit råd?
Med venlig hilsen Løven
Kære Løve
Hvis du nu engang har fået stillet de omtalte diagnoser, så har du dem vel fortsat – hjerneskade eller ej. At du så har fået opdaget en tidlig hjerneskade i så sen en alder, kan måske forklare dine vanskeligheder hele vejen op gennem din opvækst.
Det lader til, at du aldrig er blevet set og forstået – og det ender man jo som menneske med at blive syg af, specielt når man også har en usynlig hjerneskade. Nu ved jeg ikke, om du modtager kontanthjælp eller er på en anden ydelse, men dine muligheder er jo forskellige afhængig af, hvilken ydelse du er på. Som du beskriver din situation, ville det være det mest logiske, at du modtog førtidspension – og kunne finde ro – uden at der blev stillet konstante krav til dig.
Hvis du er på kontanthjælp, skal du bede om at blive afklaret og at få udarbejdet en handleplan i forhold til et afklaringsforløb. Jeg vil gerne hjælpe dig med denne proces.
Du skal være meget præcis med, hvilke behov du har i forhold til dine diagnoser og udfordringer. Det bedste ville være, hvis du fremadrettet kunne få en person, du har tillid til, til at tage med dig som bisidder på kommunen. Du har mulighed for at få hjælp fra en professionel bisidder i din sag.
Det lyder, som om der ikke er lavet en langsigtet plan med udgangspunkt i dine ønsker og behov. Det er det allerførste, du skal have kommunen til at udarbejde, så du har de fremtidige indsatser på skrift – og ikke hele tiden oplever, at de ikke lytter, og at du konstant kastes rundt i systemet uden indflydelse på din egen livssituation.
For som du selv beskriver det, så ender man med at blive et totalt nedbrudt menneske, når man ikke har indflydelse på sit eget liv.
Med venlig hilsen Puk
