Hej Puk
Jeg har en søn på 14 år, som har et meget stort ønske om at komme på efterskole. Jeg er førtidspensionist, og min mand, som ikke er far til min søn, er i fleksjob. Min mand tjener lige til, at jeg ikke bliver trukket i pension, så vi kan godt få det til at løbe rundt.
Min søn har altid haft det svært socialt, hvilket har givet nogle voldsomme vredesudbrud. Og det er der en dreng i hans klasse, som, siden de begyndte i skole, har fundet virkelig morsomt. Forrige vinter fik min søn nok af drengens provokation, så han flækkede læben på ham. Skolen var blevet advaret af mig, og jeg har været til flere møder, hvor jeg i desperation ville have psykologhjælp til ham.
Det lykkedes endelig sidste skoleår at få hjælp til ham. Men på grund af den episode har klassen lagt afstand til ham. Han har heldigvis fået venner, som går på andre skoler.
Det gør så ondt på mig, at hans såkaldte klassekammerater ikke vil ’hænge ud’ med ham i hverdagene, og han derfor er nødt til at vente med at være social med sine andre venner i weekenderne.
Min søn trænger til frisk start på en anden skole, hvor ingen kender til hans fortid. Men desværre har jeg ikke de penge, så han kan komme på efterskole. Så derfor vil jeg spørge, om jeg kan søge om økonomisk hjælp? Og hvor skal jeg henvende mig? Vil det hjælpe, hvis jeg fik en udtalelse fra skolepsykologen?
Venlig hilsen C.A.
Kære C.A.
Det lyder også meget voldsomt for din søn og for jer. Det er da altid noget, at han trods alt har nogle andre unge, som han kan være social sammen med fra en anden skole.
Man kan godt søge om økonomisk støtte til at få sit barn på efterskole ved kommunen, men det kræver i de fleste tilfælde, at der først udarbejdes en børnefaglig undersøgelse, der blandt andet beskriver, om den unge har sociale og faglige vanskeligheder, der ikke kan afhjælpes i folkeskoleregi eller i hjemmet.
Det er en rigtig god idé at få PPR (skolepsykolog) med ind over, da kommunen lægger vægt på de udtalelser, der kommer derfra.
Der bliver i de fleste tilfælde, når man foretager en børnefaglig undersøgelse, afholdt forældresamtale, børnesamtale og indhentet skoleudtalelse, inden kommunen laver en vurdering om, hvorvidt din søn er i målgruppen for at få bevilget økonomisk støtte til efterskoleophold efter serviceloven. Så det er desværre ikke så ligetil, da der er en del, man skal deltage i, før der kan træffes beslutning.
Det er børne- familieafdelingen i din kommune, du skal henvende dig til, da det er dem, der udarbejder undersøgelsen og yder økonomisk støtte.
Hvis du ikke kan overkomme hele ansøgningsprocessen, eller I får afslag på støtte til et ophold, ville jeg, hvis jeg var jer, flytte din søn til den skole, hvor hans omgangskreds allerede er. Det er ikke sundt for din søns psyke at gå på en skole, hvor han er stemplet og intet netværk har. Det er nedbrydende for en ung mands udvikling.
Jeg ønsker jer held og lykke
De bedste hilsner Puk