Denis blev bortført af sine venner: Fik et chok da han så, hvad de havde gjort

23-årige Denis fra Aabenraa brød sammen, da han opdagede, hvad der var sket

Denis Lund Jensen fik sig en overraskelse for livet af sine to venner. Video: Denis Lund Jensen.

Da Denis Lund Jensen var 16 år gammel, mistede han sin far.

Sorgen i familien var så stor, at der aldrig blev købt en gravsten til faderens gravplads. En ting, som Denis Lund Jensen har haft det svært med og været ked af i mange år.

Denis Lund Jensens mor døde samme år, og begge forældre ligger begravet på en kirkegård i Møgeltønder.

Faderen ligger ved siden af Denis Lund Jensens farmor og farfar, men det er kun bedsteforældrene, der har en gravsten. Af samme grund bliver det ofte kun til et kort besøg hos faderen.

- Det har været et kort besøg, for det er bare jord, kan man sige, fortæller han til Ekstra Bladet og uddyber, at han har savnet et sted, hvor han kunne mindes sin far.

- Det betyder alt
Men da han 10. oktober havde fødselsdag, fik han at vide af sine to gode venner, at han ville få en stor gave. Fredag hentede vennerne ham, gav ham bind for øjnene, og så kørte de til et ukendt sted.

- Jeg fik at vide, at jeg skulle have skiftetøj med. Jeg vidste jo ikke, hvad det var, så de havde jo bare prøvet at få mig så langt væk fra det som muligt, så jeg ikke opdagede noget. Jeg troede, vi skulle ud og springe i faldskærm, eller at de ville smide mig i vandet.

Vennerne kørte i stedet hen til kirkegården, og de sørgede for at være der et kvarter, før kirkeklokkerne ringede, så han ikke gættede, hvor de var.

Vennen Dennis bar ham hen til gravstedet, hvor deres overraskelse stod klar. De havde nemlig besluttet sig for at opfylde hans største ønske: At give ham en sten til faderens gravsted.

- Jeg er ikke vant til, at der er en sten, så jeg registrerede det ikke. Det var først, da han sagde, at jeg skulle kigge igen, at jeg registrerede det, forklarer Denis Lund Jensen over for Ekstra Bladet.

Vennen Mathias sørgede for at filme det hele, og her er det tydeligt at se, at Denis Lund Jensen blev rørt af at få gaven.

- Da jeg opdagede det, tænkte jeg, at det eddermame er stort af dem - og at mit største ønske i seks år er blevet opfyldt. Det betyder alt.

Det hele verden skal vide det
De to venner havde selv betalt for stenen, arrangeret det med graveren og købt blomster, som Denis Lund Jensen kunne lægge ved sin fars nye gravsten.

Denis Lund Jensen har efterfølgende delt videoen på sin Facebook-side, og den er indtil videre blevet liket 34.000 gange og delt mere end 2000 gange. Det er vigtigt for ham, at alle nu får et indblik i, hvad vennerne gjorde for ham.

- Jeg vil gerne takke dem for det, for jeg synes, det er stort gjort af dem. Jeg vil gerne have, at hele verden skal vide, at jeg har nogle gode kammerater, fastslår han.

139 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere